Omvendte kors er normalt noget der hører Heavy Metal og Goth kulturen til – men i dette forår kan det omvendte kors også ses i den store danske modevirksomhed – Bestsellers butikker.
Det omvendte kors der er et anerkendt satanistisk symbol, bliver nemlig i Bestsellers Vero Moda butikker brugt som tryk på t-shirts til teenage-piger, oplyser DR SYD.
Og det vækker vrede hos biskoppen i Haderslev stift Niels Henrik Arendt.
- De er villige til at sætte hvad som helst på tøjet bare det kan sælges. For dem er der såmænd ikke noget ideologisk eller antikristeligt i det – det handler bare om at tjene penge, men det kan man selvfølgelig også kalde en ideologi, siger Niels Henrik Arendt til DR Syd.
Biskoppen mener, at der ikke længere er grænser for, hvilke symboler virksomheder kan forsøge at tjene penge på.
– Det berører mig da, fordi det er et satanistisk symbol, og jeg synes satanismen er en rædselsfuld tro. Derfor bryder jeg mig ikke om at se det i det offentlige rum. Men vi har religionsfrihed, og dermed er der også frihed til at diverse tøjfabrikanter kan sætte alskens modbydelige symboler på deres tøj. Der er vel en grænse et sted. Måske hvis man satte et billede af en koncentrationslejr på en t-shirt – men det er jeg ikke engang sikker på, siger Niels Henrik Arendt.
Bestseller har ikke ønsket at udtale sig på bånd til DR Syd- men Lisbeth Holm Højgaard, der er Executive Brand Director på VERO MODA, der står bag t-shirten siger følgende i en udtalelse:
"Det har ikke været vores mening at støde nogen med dette print. Vi har dygtige, unge og velmenende designere ansat, som slet ikke tænker i de baner. De ser udelukkende deres print som et grafisk virkemiddel – intet andet. Vi medgiver gerne, at vi måske burde have forudset, at dette print kunne tolkes og forstås på flere måder, men vi har været i 100% god tro. Vi er meget kede af, hvis vi har stødt nogen. Det har på ingen måde været intentionen"
Biskop Niels Henrik Arendt har et godt råd til designerne i fremtiden:
– Jeg vil sige, at de skal tænke sig om. Men jeg tror, de er revnende ligeglade. Jeg vil gøre det, at jeg tager det op med de unge mennesker jeg møder. Jeg vil diskutere med dem, om det er fuldstændigt ligegyldigt hvad vi går og signalerer, når vi ikke mener noget med det, eller om vi alligevel bør vælge noget, der er livbekræftende og signalerer glæde og kærlighed, siger Niels Henrik Arendt.
Bestseller er suverænt Danmarks største modekoncern og står blandt andet bag mærker som Only, Vila, Vero Moda og Jack & Jones.
Det omvendte kors – eller Peterskorset har gennem tiden været brugt ved visse lejligheder inden for kristendommen . I en beretning fortælles det, at apostlen Peter blev henrettet i Rom, og bad om at blive korsfæstet med hovedet nedad, fordi han ikke var værdig til at blive korsfæstet på samme måde som Jesus.
Men i dag er korset et af hovedsymbolerne for satanister verden over, der med det omvendte kors vil udtrykke deres hån for kristendommen, og at de som satanister står for det modsatte af kristendommen.
Det omvendte kors er også blevet brugt ved flere hærværks-episoder mod kirkegårde overalt i Danmark, hvor det er blevet sprøjtemalet på gravsten, kirkegårdsmure og kirkevægge.
AF: JV.DK