I Danmark er de fleste Tour de France-interesserede bekendt med navnene på de små hold i årets Tour.

Vi ved, at der er et parallel-hold til MemoryCard-Jack&Jones, der hedder Bonjour på wild card. Vi ved, at der er mindre hold, der hedder Vini Caldirola, AG2R og Credit Agricole. Vi ved også, at Francaise des Jeux og Farm Frites er med, men primært fordi de ligger BAG det danske hold i holdkonkurrencen.

Og de mest inkarnerede ved også, at der er en sammenligning, der tæller points til verdensranglisten, og her ligger MJJ et par dage før afslutningen i den endnu tungere ende end holdkonkurrencens 18. plads ud af 20 mulige.

Alle disse betragtninger, fordi det nærmer sig statustid for det første danske holds deltagelse i verdens største, flotteste og mest fornemme cykelløb. Dermed et det tid for en søgning under kodeordene "succes", "fiasko" og det, der ligger derimellem.

De indledende betragtninger om det danske kendskab til de andre "små" hold omtales, fordi det næppe svarer til det internationale kendskab til trøjerne, hvor Memory Card Tecnology og Jack&Jones faktisk ikke er de mest synlige påtryk, hvilket derimod er en mulig kommende hovedsponspor, den koreanske bilproducent, Hyundai. På denne internationale scene er der givetvis mange, der end ikke har opdaget, at der i Touren kører et dansk hold med det lange navn.

MJJ har nemlig ført en særdeles anonym birolle i den historiske Tour. De franske aviser har omtalt Michael Sandstød og kollegerne som kongerne af kartoffel-udbruddene - altså udbrud, der er dødsdømte og forudsigeligt bliver opslugt, men kun tjener et formål, nemlig synliggørelse af sponsorerne.

En femteplads til Arvis Piziks og en trøstpræmie til Nicolai Bo Larsen med sjettepladsen på 18. etape efter at have forfejlet det rigtige udbrud, er det nærmeste, holdet kommer gode placeringer. Tiendepladsen i holdtidskørslen er i virkeligheden det eneste imponerende enkeltresultat i Touren.

Man kan derfor konstatere, at der før de to sidste etaper ikke er opfyldt nogle af succeskriterierne. Ingen etapesejre. Ingen afgørende udbrud. Ingen profiler på enkelte etaper.

Fra holdledelsen bliver der i en evindelighed talt om det manglende held til at ramme de rigtige udbrud. Tjah, Danmark spillede også pænt i perioder under EM i fodbold, men endte med en klar fiasko. Mere relevant er betragtningen om, at holdet har brugt så store ressourcer på at opnå et af de tre wild cards, at rytterne var mere slidte end optimalt forberedte.

Holdets store problem er manglen på specialister. Reelt har holdet kun én, nemlig tempoeksperten Michael Sandstød, og han floppede klart på 1. etapes enkeltstart, inden han udgik. Holdet har ingen sprinter, ingen rigtig bjergrytter og har reelt sin stærkeste rytter i Tristan Hoffmann, hvis force ligger i klassikerløbene.

Derfor har holdets rolle været så anonym, at der med rette kan tales om en klar skuffelse. Dette skrevet vel vidende, at budgettet er et af de mindste i feltet, og at tilløbet har været vanskeligt og krævende.

Men når holdet er skruet sammen af flittige allround-ryttere, er faren, at deltagelsen i et løb som Tour de France ender som et Gunnar Nu-agtigt "vi er glade for at være med". Fordi man simpelthen ikke har styrken til at markere sig, når det virkelig gælder.

Nu venter fremtiden og spekulationerne om nye sponsorer til at afløse Jack&Jones, hvis Bestseller-moderkoncern trækker sig. Som omtalt i B.T. er Hyundai en mulig afløser. Det interessante bliver dels størrelsen af et nyt budget og et nyt ambitions-niveau, men nok så meget sammensætningen af holdet.

Hvis man vil deltage i Tour de France, bør man have en rolle at spille. Her er problemet, at specialisterne er dyre. De gode sprinterne tjener langt mere end rytterne på det danske hold, og rytterne, der kan gøre sig i den samlede stilling - af en eller anden grund kaldet classementet i den fine Tour-terminologi - er af indlysende årsager i højeste lønklasse.

Det er letkøbt at sige, at man skal gøre som spanske Kelme, der efter sigende har et budget på 30 mio. kroner. Holdet er voldsomt specialiseret og har vist sig uhyre stærkt i bjergene. Udviklingsarbejdet med amatør-hold og talentspejdningen er interessant, men kan næppe kopieres.

Det vigtige bliver at definere målsætningen. Vil man køre klassikere, så har man med også Rolf Sørensen på emnelisten mulighederne. Men vil man køre etapeløb, kræver det midlerne og viljen til at hente specialisterne.

Som det ligger her to dage før afslutnigen, ligner det en alt for klart defineret og alt for skuffende birolle.