TV-DRAMA, Borgen, afsnit 20

Denne sæson af Borgen sluttede ikke just med det, man kalder en ’cliff hanger’. Som seer sad man ikke helt ude på kanten af stolen med ti negle i munden og tænkte: NEJ, I kan da ikke stoppe nu.

I stedet blev man stilfærdigt vugget frem til en sammenvævning af ulykkelige plotlinjer til lykkelige slutninger. Lykkelige for en tid, forstås. Men dog lykkelige. Ingen andre steder i verden kunne man finde på lade sæsonafslutningen på en successerie forløbe så... hyggeligt.

LÆS OGSÅ:  

Man skulle næsten tro, forfatterholdet bag Borgen var synske, for endnu engang rammer de et tema, som er aktuelt i den tid, hvor afsnittet bliver sendt. Visse debatfora har i den seneste tid været præget af en ophedet kønsdebat, som på forunderlig vis også har fundet vej til aftenens afsnit af Borgen. I mine øjne er det rigtigt interessante spørgsmål, hvor meget man vil være statsminister. Hvor meget vil du magten? For man får den ikke, med mindre man vil den lidt mere end alle de andre.

Det fik mig til at tænke på en af Anders Fogh Rasmussens gamle taler om globalisering, som ligeså godt kunne handle om, hvad der skal til for at blive og vedblive med at være statsminister. Han sagde:

’Hver morgen vågner en gazelle i Afrika og ved, at den skal løbe hurtigere end den hurtigste løve, ellers bliver den dræbt. Hver morgen vågner en løve og ved, at den skal løbe hurtigere end den langsommeste gazelle, ellers vil den sulte. Pointen er: Uanset om du er en løve eller en gazelle – når solen står op, må du hellere begynde at løbe’.

Borgen skal roses for ikke at romantisere de ofre og den ubegribelige indsats, det kræver at blive statsminister. Borgen skal også roses for utroligt smukke menneskelige dramaer – og jeg må tilstå, jeg kan genkende stort set dem alle fra den politiske verden. Men jeg bliver altså nødt til at vedholde min kritik af, at Borgen er for svag på det politiske stof. Det helt vidunderligt dramatiske stof, som får begavede mennesker til at give så meget af sig selv – det fortjener mere end at blive flirtet med.

Uanset alverdens kritik og manglende nørd-viden om politik, så må man, her ved afslutningen på sæsonen, overgive sig til det gode skuespil og en grundlæggende vedkommende fortælling.

I aftenens afsnit mistede jeg helt pusten over Mikael Birkkjær, der spiller Birgittes mand Phillip. Der var en scene, som er Borgen, når den er bedst. Philip sidder pludseligt med Birgittes hånd i sin. For første gang i lang tid ser han den hustru, han engang elskede. Den stille lykke sniger sig ind i denne forpinte mands ansigt. Han bliver så lykkelig, at han end ikke opdager, at Birgitte trækker sin hånd til sig igen – politikken kalder.

Mikael Birkkjær leverede en lille perle, som jeg vil gemme i mit smykkeskrin, indtil Borgen vender tilbage i foråret 2013. Fem stjerner og tak for en god underholdning!

P.S. Send mere politik