Nogle af os vidste det vel egentlig godt. Guitarer er livet. Hvis de seksstrengede selvklart behandles og håndteres med behørig dygtighed, kærlighed og ærefrygt. Og Billy Cross’ nu 50 år lange karriere fører så overbevisende bevis for netop dén påstand, at bare ét kig på mandens musikalske livsforløb efterlader éns underkæbe uklædeligt slæbende langs gulvbrædderne.

Manden fra New York City har jammet med Jimi Hendrix, han har været guitarist for Bob Dylan og Meat Loaf.Kiss’ Paul Stanley og Gene Simmons OG deres forældre tæller blandt hans ungdoms-bekendtskaber, og han har arbejdet sammen med superproducere som Eddie Kramer (Hendrix, Zeppelin, Kiss m.fl.) og Tom Werman (Cheap Trick, Ted Nugent, Mötley Crüe m.fl.).

Billy tager imod i sin lejlighed på Strøget i København, hvor han har boet siden 1979, og er selv imponerende uimponeret af sin egen karriere.

- Jeg sidder jo ikke hér og tænker tilbage på, hvordan det var at spille sammen med Bob Dylan i Japan i ’78, eller hvordan det var at spille med Meat Loaf i K.B. Hallen i ’76, smiler Billy.

- Jeg tænker snarere, at forløbet har været ret vellykket. Jeg er glad, jeg har mit helbred, og det er jeg taknemmelig for. Mange af mine gamle venner er ikke så heldige. Hvis de overhovedet er her mere. Og så har jeg en ualmindeligt velfungerende familie - du har lige mødt min søn (Daniel.red.), ham er jeg uendelig stolt af. Og jeg har min smukke kone, Lise, som jeg har haft i 37 år, og det er jeg også taknemmelig for. Det er heller ikke normalt i min branche.

Cross ryster en anelse vantro på hovedet og opsummerer så:

- Så når jeg tænker tilbage, så gør jeg det med et kæmpe T for Taknemmelighed.

For at jeg har fået lov at røre ved så mange spændende aspekter af livet, spillet med fantastiske musikere og haft det vanvittig sjovt. Jeg kan kun være glad.

Nyt album

På mandag - 50 år efter at han debuterede med bandet The Esquires - udgiver Billy Cross i den anledning albummet ’The Dream Hasn’t Changed’. Og dén titel er fra en mand, som man ville mene umuligt kunne have uopfyldte drømme tilbage.

- Karrieremæssigt har jeg vel fået opfyldt drømmene, for man kommer jo altså ikke meget højere end at have spillet med Bob Dylan. Jeg har mødt alle fire fra The Beatles, jeg har jammet med Jimi Hendrix, og jeg har skrevet sange, som er blevet hit i hele Norden og så videre, siger Billy.

- Men man skal jo altså huske, at drømmen handler om musikken. Det har altid været musikken, der var målet - det har aldrig været penge, berømmelse eller status. Musikken! Den har altid været drivkraften og målet.

Og det er den stadigvæk.

Billy Cross har gjort det godt i de 33 år, han har været i Danmark, men han kunne velsagtens have haft en endnu større karriere, hvis han var blevet i fødebyen New York.

Tilfældig rejse

- Det var jo mere en tilfældighed end en beslutning, der gjorde, at jeg endte i Danmark dengang, husker Billy.

- Jeg mødte Lise i 1974, da jeg og to venner var på turné i Europa for at score blondiner (latter). Jeg tog hende med til USA og med på turné, og hun blev en del af mit liv. I 1979 ville hun så gerne tilbage til Danmark for at færdiggøre sin uddannelse, og på det tidspunkt havde jeg allerede lavet ’No Overdubs’ med Delta Blues Band. Den solgte godt, vi havde masser at lave, og som sagt har det altid handlet om musikken for mig.

Delta Blues Band, som senere blev til Delta Cross Band, holdt i fem år, og - som Billy siger:

- Da vi vågnede igen i 1984, var jeg flyttet til Danmark. Sådan blev det bare.

I de år sagde Billy Cross nej til tilbud fra både Bob Seger og Meat Loaf, fordi tanken om årelange turnéer og hotelværelser ikke længere tiltalte ham.

- Jeg havde jo prøvet alt det dér. Det at være på turné i Danmark, hvor man i princippet altid kan nå hjem bagefter, er noget andet end at være fra New York og skulle give koncert i Texas. Jeg havde fået nok af alt det dér. Det liv slår folk ihjel, det ved jeg jo.

I dag føler Billy Cross sig ikke alene mest som dansker, men sågar som en gammeldags dansker, som hylder en tid, før Danmark blev amerikaniseret og var et mere humanistisk samfund, end tilfældet er i dag.

- Ja, det er sgu godt set! Jeg ER en gammeldags dansker. Jeg længes tilbage til den tid, hvor jeg kom hertil. I Anker Jørgensen-tiden, hvor der var langt mere fokus på humanisme i Danmark, end der er nu. Men Danmark er trods alt stadig et mindre materialistisk og mere ydmygt samfund end USA. Og det passede og passer fint til mit temperament. Jeg har det fint med et samfund, hvor man betaler sin skat, så der er penge til at tage sig af de svageste, forklarer jubilaren.

Lyst til livet

Harmoni er en passende beskrivelse, som man sidder dér i Billy Cross’ musikrum. Hvor mandens øjne vidner om lyst til livet Blandt guitarer og bunker af plader og bokssæt. Begge dele fortæller historien om respekt for og kærlighed til rockmusik og ikke mindst dennes historie. En historie, Billy selv er en del af.

- Jeg er bare en lille guitarist, der har været heldig, underdriver han.

Selv om han udmærket ved, at den rockscene, han specielt i 70’erne var en del af i New York, har bibragt ham nogle oplevelser af en karakter, så vi andre rockidioter dårligt nok kan forholde os til det.

Billy griner.

- Specielt én oplevelse har sat sig fast Jeg skulle vise en gammel ven fra New York nogle optagelser fra tv-showet ’Saturday Night Live’ fra 1978. Lige denne aften havde jeg skaffet Lise ind som tilskuer, fordi Rolling Stones skulle spille, fortæller Cross.

- Selv kunne jeg ikke komme med, og jeg var skidesur, for det var jo for fanden Rolling Stones!! Grunden var så, at jeg samme aften skulle spille med Bob Dylan for 20.000 mennesker i Philadelphia. Den historie sidder jeg så og fortæller min ven, da en journalist, der også var til stede, udbryder: ’Sig mig, er du klar over, hvad det er, du sidder og siger, mand? Du var sur over, du ikke kunne se Rolling Stones, fordi du skulle ud at spille med Bob Dylan!

Billy griner en sidste gang. Hjerteligt.

Hvad var det nu, manden sagde tidligere?

- Jeg kan kun være glad.

Af Steffen Jungersen