Billig strøm drukner i stigende afgifter
Selv om strømmen for øjeblikket er billig, er elregningen rekordhøj, fordi staten har skruet elafgifterne væsentligt op.
Selv om strømmen for øjeblikket er billig, er elregningen rekordhøj, fordi staten har skruet elafgifterne væsentligt op.
Elprisen er i bund. Alligevel betyder det ikke flere penge til feriefornøjelser for danskerne. Tværtimod betaler elforbrugere og virksomheder i 2012 rekordpriser for strømmen i stikkontakterne, viser opgørelser fra Dansk Energi. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
At prisfaldet på el ikke kan aflæses i kundernes elregning, skyldes statslige elafgifter, der tordner i vejret. Ifølge Skatteministeriet står statskassen i år til at få 11,6 mia. kr. i kassen fra elafgifter, selv om elforbruget tegner til at blive mindre end i 2005, da afgifterne blot fyldte statskassen med 8,4 mia. kr.
Statens hårde afgiftskurs betyder, at Danmark i dag topper listen, når det gælder de højeste elafgifter i EU, og det er en udvikling, som møder hård kritik i erhvervslivet.
- Elafgifterne er på et vildt højt niveau i Danmark. Fortsætter man på denne måde, ender det med, at der ingen private virksomheder er tilbage, siger Steen Vohlander, formand i Foreningen for Slutbrugere af Energi (FSE), til Jyllands-Posten.
Bedre bliver det ifølge FSE-formanden ikke af, at den grønne PSO-afgift, der optræder på alle elkunders elregning, samtidig er på himmelflugt.
PSO-afgiften, der bl.a. sikrer milliardindtægter til støtte til Danmarks vindmøller og tilskud til biogas og brug af træflis, ligger med 18,2 øre pr. kilowatt-time på et historisk højt niveau. For en typisk husstand betyder det, at 2012 vil byde på en grøn ekstraregning på omkring 800 kr., mens erhvervslivet styrer mod en regning i størrelsesordenen 2,7-3,0 mia. kr.
BNB