Højt at flyve, skrev vi i B.T. i går før Superliga-starten.

Emnet var forventninger - inklusive vores egne. Men også udsigten til, at man ikke lige spiller et nyt hold og et nyt system sammen på et par træningskampe.

Vi sigtede til Brøndby og Åge Hareides start, der viste sig at blive en sportslig koldstart.

Omvendt fik Esbjergs svenske bud på en ny John Lauridsen, Joakim Persson, en kickstart med sin for mange sensationelle matchvinderrolle.

Samlet set blev Superligaens første fem dueller på forårsstyrke en ren kickstart. 34.443 tilskuere giver et gennemsnit på 6.888. Det er faktisk ganske imponerende i en sneweekend, hvor Brøndby Stadion trods mudder, byggerod og regn trak bedst med godt 16.000 forventningsstemte tilskuere.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at forventningerne til nye profiler trak tilskuer-snittet op. Som det sikkert også vil gøre det næste weekend, når Harald Brattbakk og Sibusiso Zuma gør deres Superliga-entre i Parken.

På den måde er millioninvesteringerne allerede i gang med at tjene sig selv hjem. DONG (Dansk Olie og Naturgas) er sikkert heller ikke kede af den million, de gav til Vejles hovedsponsorat for blandt andet at sidde på brystet af Erik Bo Andersens trøje.

Og rundens stjerneskud, Godwin Attram, i Silkeborg er kun "parkeret" i klubben, men vil helt sikkert trække tilskuere af huse, ligesom han vil løsne limen i sponsorernes tegnebøger.

Her er vi faktisk fremme ved en del af fodboldens fremtid. Når så mange klubber udvider og forbedrer faciliteterne, så er det forhåbentligt velvidende, at der skal attraktive spillere på banen for at lokke tilskuertallet i vejret.

Der er en grund til, at Real Madrid betaler 230 mio. kroner for en ung mand, der ikke engang gider at træne. Anelka er voldsomt vanskelig, men han sælger billetter, når han altså spiller. Det er af samme årsager, at de omsætningsfokuserede engelske klubber er fokuserede på Ruud van Nistelrooy fra PSV Eindhoven som næste stjerneskud.

Vi er således vidner til den måske første Superliga, hvor det ikke kun handler om mesterskab og økonomisk/sportslig overlevelse. Det handler i høj grad også om at jobbe omsætningen i vejret. Det handler om at have det mest spændende stjerneskud at præsentere for tilskuere og sponsorer.

Det kan være Zuma i FCK. Det kan for den sags skyld blive en ung dansker som Mads Westh. Det kan blive Mattias Jonson i Brøndby. Joakim Persson i Esbjerg.

Eller det kan blive Godwin Attram, der - mit gæt - allerede på mandag vil påvirke Silkeborgs tilskuertal synligt mod AaB. Under alle omstændigheder er de mange nye ansigter en foreløbig gave til Superligaen. I dagens B.T. har vi grebet det systematisk an med en sportslig bedømmelse af de mange indkøb og registreret deres præstationer ned til mindste detaljer. Helhedsindtrykket er lovende.

Sportsligt blev ligaen vendt på hovedet. Ren bottoms up. Bundholdene vandt. Toppen tabte. Og i dag kan Herfølge - som ingen regnede med i længden - være ni points foran i tilfælde af sejr i Lyngby. Ja, faktisk kan holdet i teorien være 12 points foran efter næste weekend, hvor Brøndby kommer på besøg.

På alle måder har Superligaen fået nye dimensioner.