Advarsel: Doping!

Den creme, som fældede den norske ski-darling Therese Johaug, var ifølge flere norske medier udstyret med et logo og påskriften 'doping'.

Den norske avis Dagbladet bringer eksklusive billeder af den pakke, som indeholder den creme med et forbudt stof, som Johaug har brugt, og her fremgår advarselen tydeligt. Dagbladet har været i dialog med en farmaceut fra det apotek i Livigno, som den norske landsholdslæge Frederik S. Bendiksen købte cremen på. Farmaceuten bekræfter, at alle pakker er mærket med påskriften 'doping'.

Selv sagde Bendiksen følgende ved en pressekonference tidligere torsdag:

»Jeg erindrer ikke, at jeg så et sådant advarselsskilt på den pakke, som jeg fik udleveret. Jeg kan ikke huske, at det skulle have stået på hverken indpakningen eller selve tuben.«

På samme pressemøde fortalte Johaug grædende, at hun brugte cremen, der indeholder det forbudte stof clostebol, mod sine solbrændte læber. Hun kunne ikke holde tårene tilbage på pressemødet og hævdede sin egen uskyld efter at være testet positiv tidligere på året.

Norske TV2 har også undersøgt sagen. Angiveligt florerer der også billeder af selve tuben med et dopingskilt på sociale medier, men ifølge producenten er der ikke nogen advarsel på tuben.

Det norske anti-doping forbund har bekræftet, at langrendsløberens urinprøve afslører en brug af det forbudte stof, men hendes værdier er lave. Det tyder på en brug af cremen, hedder det. Forbundets opgave er nu at tage stilling til, om Johaug skal have en karantæne, og i den forbindelse spiller advarselsskiltet på pakken en rolle.

»Det er en af de ting, som er vigtig for os at finde ud af for at kunne tage stilling til en eventuel straf. Mere kan vi ikke kommentere på sagen,« siger Britha Røkenes fra anti-doping-forbundet.

Landsholdslægen har trukket sig fra sin post og sagt, at det er hans fejl, at Johaug er testet positiv.