Nicki Bille har siden han flyttede til Villarreal udviklet sine fodboldmæssige kvaliteter meget. Det viste han senest i det danske U21-landsholds testkamp mod Ukraine, hvor han virkede særdeles skarp.

Den unge angriber har således formået at score 13 gange i 20 U21-kampe, og han føler derfor, at han har fortjent den enlige plads i angrebet i Keld Bordinggaards spilsystem under sommerens U21-EM.

Det kan dog blive svært for Bille at beholde sin plads, da selveste Nicklas Bendtner efter sigende overvejer at komme tilbage til ungdomslandsholdet. Arsenal-angriberen har dog indtil videre kun kommet med vage udmeldinger, men skulle den store angriber vælge at tage med til EM, håber Nicki Bille på, at der skulle kunne blive plads til dem begge i startopstillingen.

- Jeg håber da, at Keld kan finde plads til os begge i startopstillingen, selvom der kun er én decideret angrebsplads. Så må Bendtner ryge ud på kanten, hvor han også har spillet nogle gange for Arsenal, siger Nicki Bille grinende til Ekstra Bladet.

Bille håber imidlertid at se Bendtner tilbage på holdet, men kun hvis han vil give alt for holdet.

- Jeg håber, at Bendtner deltager. Men kun hvis han virkelig brænder for det og vil yde sit maksimale for at hjælpe holdet til succes, siger Bille yderligere til EB.

Nicklas Bendtner har spillet 36 kampe for det danske A-landshold, hvor han har scoret 12 mål.