Bill Gates stadig rigest i USA
USAs rigeste bliver rigere, mens Facebook-stifteren rykker 22 pladser tilbage på erhvervsmagasinet Forbes’ liste over landets rigeste.
USAs rigeste bliver rigere, mens Facebook-stifteren rykker 22 pladser tilbage på erhvervsmagasinet Forbes’ liste over landets rigeste.
USA: Bill Gates er stadig USAs rigeste person, og det har han ifølge erhvervsmagasinet Forbes’ liste over landets 400 rigeste nu været hele 19 år i træk.
I år er Microsoft-stifterens formue ifølge listen vokset til 376 milliarder kroner mod 336 milliarder kroner sidste år.
På andenpladsen ligger Berkshire Hathaway-topchef Warren Buffet med en formue på 262 milliarder kroner, og i resten af top ti ligger folk fra enorme amerikanske virksomheder som Oracle og Wal-Mart samt New Yorks borgmester, Michael Bloomberg.
Interessant er det også, at Facebooks stifter og landets næstyngste millionær, Mark Zuckerberg, er faldet fra nummer 14 på listen og nu er nummer 36 efter at have mistet godt 46 milliarder kroner - ganske enkelt fordi Facebook-aktien er styrtdykket, siden firmaet blev børsnoteret.
Zuckerberg er nu én plads efter mediegiganten Rupert Murdoch med en formue på godt 54 milliarder kroner.
I alt 66 rige fra Forbes’ liste har mistet penge, mens mere end halvdelen af listens 400 rige har fået flere penge, blandt andet efter at ejendomsmarkedet og aktiemarkedet kommer sig en smule.
Blandt listens 45 kvinder er blandt andre Oprah Winfrey og Steve Jobs’ enke, Laurene Powell Jobs.
Verdens rigeste er fortsat den mexicanske telemogul Carlos Slim med en formue på 394 milliarder kroner.