Ny bog fortæller, at Bill Clinton under en ophidset samtale opfordrede Hillary til at vippe Obama af pinden.
En ny uautoriseret, men sprængfarlig biografi truer med at så splid imellem to af USAs stærkeste politiske familier, Obama og Clinton.
Under et privat møde i 2010 gik den forhenværende præsident Bill Clinton således (angiveligt) helt amok over sin unge demokratiske efterfølger Barack Obama - USAs nuværende præsident.
- Obama er en amatør. Økonomien er noget rod. USA har mistet sit økonomiske omdømme. Og du vil kunne gøre det langt bedre end Obama.
Sådan sagde Bill Clinton ifølge en ny uautoriseret Obama-biografi ’The Amateur’ til sin kone Hillary, der dengang som nu er USAs udenrigsminister - udnævnt af Obama selv.
Ifølge bogens forfatter opfordrede Clinton sin kone til at droppe udenrigsministerjobbet og i stedet forsøge at vælte Obama af tronen ved selv at stille op til 2012-præsidentvalget.
Og da Hillary Clinton angiveligt afviste ægtemandens opfordring, råbte eks-præsidenten:
- Du forstår det ikke. Landet har brug for dig. Landet har brug for OS.
To Clinton-præsidenter
Ifølge bogen spøgte Bill Clinton med idéen om at have to Clinton-præsidenter (ikke på samme tid).
Og efter at Hillary foreslog, at hun i stedet ville stille op i 2016 - når Obamas potentielle anden præsidentperiode er overstået, sukkede Bill ifølge bogen:
Pålidelige vidner
- Jeg ved godt, at du er ung nok. Men hvad med mig.
Manden bag bogen er den respekterede journalist Edward Klein, der tidligere har været redaktør på både Newsweek og The New York Times Magazine.
Og Klein fastholder, at han har sine kontroversielle oplysninger fra pålidelige gæster, der var til stede, da Bill og Hillary havde deres verbale opgør i hjemmet i Chappaque, New York.
Med bare seks måneder til præsidentvalget oversvømmes det amerikanske bogmarked lige nu af politisk ladede fortællinger fra både højre og venstre.
Og udmeldinger fra både Clintons og Obamas folk tyder - trods de sprængfarlige påstande - ikke på, at de føler sig truet:
- Edward Klein er en kendt løgner, siger Bill Clintons talsmand Matt McKenna.
Og fra Det Hvide Hus lød beskeden torsdag:
- Ingen ved deres fulde fem kan tage denne slags nonsens alvorligt.