Søndag lukkes vinderen Big Brother 2012 ud efter 105 dage i isolation. Finalisterne vil bruge den halve million på hjemløse, familie og en haltende håndboldklub

Mens Mærsk døde, Sass gjorde comeback i S, Giro d’Italia cyklede gennem Danmark, og Chelsea og Bayern München endte i Champions League-finalen,  lod 19 personer sig frivilligt isolere i et hus i Skovlunde som en del af tv-konceptet Big Brother.

Søndag aften kommer sidste mand – eller kvinde – ud til virkeligheden og en halv million som vinder af Big Brother 2012.

BT mødte de tre finalister i huset til en snak om, hvornår isolationen er værst, og hvad de 500.000 kroner skal gå til, hvis de vinder søndag.




Henrik, 22 år, Thyborøn, tøjekspedient:

Det er psykisk hårdt... Ikke at kunne falde i søvn og skulle opleve nyt, når man ikke er klar til det. Jeg føler mig træt og faret vild i mit eget spil. Jeg ligger og vender og drejer mig 4-5 timer om aftenen og tænker på familie, venner og gamle kærester: Hvad tænker de om mig? Hvad har jeg rodet mig ud i? Alle snakker om at udvikle sig herinde, om at blive til en svane og den slags. Det sker ikke for mig. Jeg vil bare gerne hjem til min familie, mine venner og min håndbold.

Pengene skal gå til... At rejse og forsøde studietiden og livet for mine venner og familie. Jeg skal ikke spille fransk klovn og sige, at jeg vil give dem til alle mulige, men håndbold-klubben derhjemme har det ikke så godt økonomisk, så måske den skal have lidt.

Jeg vil gerne vide... Hvem der er i Champions League-finalen, og hvordan det går Lemvig Thyborøn Håndbold. Er vi rykket op?




Amanda, 19 år, Tølløse, bartender:

Det er psykisk hårdt... At man har fire kameraer i nakken, når man er sur og seks, når man er ked. At man ikke kan være alene. Jeg er fandeme ikke vant til at være isoleret, ikke vant til at nogen bestemmer over mig på den måde. Jeg sover meget, fordi der ikke er noget at tage sig til. Det er sgu ikke bare fest og farver. Jeg bliver mere ekstrem, når jeg reagerer herinde, og jeg græder, hver gang jeg taler om min familie i skriftestolen. Det vælter bare ud af hovedet på mig.

Pengene skal gå til... Hjemløseprojekt og min storebror. Han lider af ADHD og er tabt af kommunen. Jeg vil gerne kunne give ham et kørekort, så han kan få et job. Og så vil jeg gerne kunne give min søster og hendes fantastiske unger en spontan tur til Legoland.

Jeg vil gerne vide... Om det stadig er rød regering. Min søster er Venstre-mand, og jeg er helt tilfreds med, hvordan det så ud, da jeg tog herind.



Umar, 27 år, Valby, fitnesstræner:

Det er psykisk hårdt... Når vi skal nominere de andre og sige farvel til en god kammerat hver søndag. Jeg har haft mine nedture herinde og er også kommet til at slå ud efter et kamera, fordi jeg blev vred. Jeg bruger lang tid på at tænke og sondere, hvad der er derude. Især i weekenderne. Dér står vi på standby herinde. Der sker ikke noget, ingen opgaver, intet, før liveshowet søndag. Jeg bruger op til halvanden time på træning og bader ufatteligt lang tid for at få dagene til at gå. Den største udfordring er kedsomhed. De lange dage dræber mig.  

Pengene skal gå til...  At rejse sammen med mine to søskende. Jeg har aldrig rejst eller været nogen steder med min familie. Jeg kom hertil som 7-årig med min mor, siden kom mine søskende. Jeg har boet på to flygtningecentre, to børnehjem og i plejefamilie. Det har hårdt for os her. Kæft, hvor kunne det være fedt at give dem en rejse.

Jeg vil gerne vide... Hvordan har min familie det? Er de stolte af mig? Jeg er ligeglad med alt andet.

Big Brother-finalen sendes søndag aften kl. 21.00 på Kanal 5