Lørdag var der mulighed for at få et nostalgisk sus i maven, da Nørrebrohallen i København forvandlede sig til et loppemarkedsmekka for børn og voksne med hang til gamle bib-bip spil og retro legetøj.
Bordene i Nørrebrohallen i København bugnede af plastikfigurer, falmede tegneserier, brætspil og grå konsoller, da arrangør Jesper Rosenkrantz slog dørene op for et såkaldt spiloppemarked. Her fik moderne underholdning skarp konkurrence af gamle kendinge som SEGA, Gameboy og My Little Pony. Og selvom de fleste af tingene på spiloppemarkedet havde deres storhedstid i 80'erne og 90'erne, så havde over 1000 danskere planer om at slå vejen forbi markedet med tæt på 100 stande.
»Det er både nostalgi og legeglæde, der får folk til at komme her. Der er både lidt for kendere og nørder, der går efter én speciel ting til samlingen. Men der er også noget for børnene, som jo ikke ser det her som nostalgi, men bare som fedt legetøj,« fortalte Jesper Rosenkrantz.
Rundt omkring i hallen lød udbrud fra folk, der pludselig genopdagede et støvet barndomsminde.
»Gud, kan du huske den her?« sagde en kvinde ind over en af boderne, mens hun holdt en solbrun Barbie med blond syntetisk hår, rød badedragt og Audrey Hepburn-agtige solbriller frem mod sin veninde.
Ved siden af stod en dame lænet ind over en kasse med Warhammer-figurer. Søgende førte hun igen og igen hånden igennem plastikhavet af små riddere, orker og officerer, så dimserne klirrede mod kassens bund. En yngre mand viftede med et Nintendospil og diskuterede lidt frem og tilbage med sælgeren om prisen og muligheden for at videresælge det dyrere på nettet.
Nanna Lindegaard havde travlt i sin bod med My Little Pony. Pludselig tager hun en lille grøn plastikhest frem. Selvom hesten manglede sin manke og ikke fremstod prangende med sine fire centimeters højde, så stod der 75,- på prisskiltet.
»Den er en del af Nirvana-serien, som bliver produceret i eksempelvis Italien og Frankrig. De er bare lidt sværere at få fat i. Der er bare noget over det gamle legetøj. Det er ting, der holder. Udover nostalgien ved det, så har de gamle ting bare en helt anden æstetik og kvalitet, som man ikke finder i nyere legetøj,« forklarede hun, inden en kollega brød ind og bad om hjælp til at prissætte en hest, hvis hoved ikke sad helt fast.
Det var første gang, Jesper Rosenkrants afholdt loppemarkedet retro legetøj, men allerede til april har man igen mulighed for at gøre et nostalgisk kup, når der afholdes bip-bip-marked kun med gamle konsoller og bip-bip spil.