Kondolencerne strømmer ind fra hele Danmark, efter AGF-koryfæet John Stampe tidligere søndag tabte kampen mod kræft i en alder af blot 55 år. Stig Tøfting, der var holdkammerat med Stampe i AGF, kalder det 'en hård og alt for tidlig skæbne'.
John Stampe var anfører i AGF, da en ung Stig Tøfting slog igennem i dansk fodbold og spillede sig på klubbens førstehold. En tid, som 'Tøffe' beskriver som 'hård, men lærerig'.
- Da jeg rykkede op, var han en meget dominerende skikkelse. Svarede man ham for eksempel igen på banen, så fandt han sig sgu ikke i noget. Men hvis man så konfronterede ham med det efter kampen, var der ingenting. Lige så hård som han kunne være på banen, lige så sød, rar og hjælpsom var han uden for banen, siger Stig Tøfting til bt.dk.
Han fortæller videre, hvordan John Stampe har været med til at uddanne mange af de spillere, der er kommet op gennem rækkerne i AGF, og hvordan hans egen karriere var påvirket af tiden med Stampe som anfører.
- Jeg er meget, meget glad for at have spillet sammen med John. Han havde stor andel i den vindermentalitet, jeg fik bygget op i min karriere. Han har haft stor indflydelse på stort set alle de spillere, som har været inde omkring AGF's førstehold. Personligt gav han mig rigtig meget med.
- Han lærte mig for eksempel om 'bankbogen'. Hvis man havde en batalje med en modstander i en kamp, så noterede man det i bogen og gav igen, når man fik muligheden i en senere kamp. Det lærte John mig, og den regel håndhævede jeg altid i min karriere. Helt sikkert, John har betydet meget for mig, siger Stig Tøfting.
Derfor er det også en meget berørt Stig Tøfting, bt.dk taler med.
- Sådan en lortesygdom som kræft, den stjæler bare folk. Jeg har det selvfølgelig skidt. Jeg håber bare, at det sluttede så smertefrit som muligt. Jeg besøgte John et par gange, mens han lå deroppe, og han var selvfølgelig mærket af det. Det var desværre ventet, som tingene skred frem, men det var en alt for tidlig død og en alt for hård skæbne, siger Stig Tøfting, før han sender sin tanker til familien:
- Det er en trist dag for os alle sammen, for vi har mistet Mr. AGF - en legende. Men sådan en dag som i dag er fodbold fuldstændig ligegyldigt. Jeg føler virkelig meget med familien. Der er ingen, der forventer at skulle miste sin far eller ægtemand så tidligt. Det er simpelthen så trist, siger Stig Tøfting.
John Stampe døde tidligere i dag af kræft i leveren og bugspytkirtlen. Familien var i den sidste tid samlet om John Stampe og fik dermed sagt ordentligt farvel. Han var stort set ikke indlagt under sin sygdomsperiode og sov også ind i sit eget hjem omgivet af sin kone og tre børn.
