Da B.T. i går fangede kronprinsens kæreste over telefonen fra London, vidste hun endnu ikke, at Danmarks største billedugeblad havde foreviget hende og Frederik sammen på hendes forældres yacht i Sydfrankrig.

Det var derfor en chokeret Bettina, der fik at vide, hvordan hun på billede efter billede viser sine bryster frem over for ugebladets læsere.

Det, der skulle have været en intim ferie sammen med Frederik, endte i paparazzi-fotografens linse og nåede Se og Hørs spalter.

"Det er simpelthen for lavt. Jeg tænker virkelig mine tanker om Se og Hør. De er ikke venlige mennesker," siger Bettina Ødum.

Men selv om hun synes, at ugebladet er gået over stregen ved at bringe billederne, får det ikke økonomiske konsekvenser for Se og Hør i form af et erstatningskrav.

"Jeg lægger ikke sag an mod dem. Jeg gør ikke noget ved det. Det ville jeg ikke få meget ud af. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Måske vil jeg søge lidt vejledning. Få nogle gode råd om, hvad man gør i sådan en situation," siger Bettina Ødum.

Er du ked af det?

"Jeg vil ikke sige, at jeg er ked af det. Det er det forkerte ord. Jeg synes bare, at det er for lavt. Jeg har næsten ingen ord for det. Det sælger selvfølgelig deres blade, men der er ikke meget stolthed tilbage," siger hun.

Hun har netop været på en lang og tiltrængt ferie sammen med Frederik, som hun ikke havde set det halve år, han var på ekspedition i Grønland.

Derfor indhentede de det forsømte i Costa Rica hos Bettinas faster, Gudrun. Her blev de også indfanget af en paparazzi-fotograf.

Efter Costa Rica gik turen til Bettinas forældres sommerhus i Port Grimaud i Sydfrankrig. Det var her, at hun og Frederik sejlede ud fra i forældrenes yacht.

Her troede de sig i sikkerhed for fotografernes linser, men må med ugens Se og Hør se sig slået af de snigende linser.

Sidste år blev parret også udsat for en paparazzi, da de holdt ferie sammen i Bettinas forældres sommerhus. Heller ikke dengang valgte nogle af de forurettede at lægge sag an.

Maria Montell er ligeledes blevet snig-fotograferet sammen med Frederik men valgte - som Bettina - at afstå fra muligheden for at lægge sag an mod Se og Hør.

Da B.T. senere talte med Bettina Ødum, havde hun set på billederne på Se og Hørs hjemmeside og havde kun denne opgivende kommentar:

"Jeg ville helst ønske, at de slet ikke var der."