"Jeg gik hen og skød den i hovedet for at være sikker på, at den var død. Jeg ville ikke kunne bære, hvis den skulle ligge og lide. Men den var død.

Det andet skud dræbte den," siger Bettina Aller i satellit-telefonen fra den russiske militærbase Sredny, hvor hun opholder sig efter at hendes plan om at gå alene til Nordpolen krakelerede.

Kun 11 dages vandring i den hvide ødemark blev det til, før et forvredent knæ tvang hende til at give op og vende snuden hjem mod Danmark.

Men selv om hun ikke fik gennemført sin ekspedition, nåede hun at opleve noget, som kun de færreste kommer ud for, da hun nedlagde den smukke bjørn.

"Jeg havde gået og gjort klar til afgang, da jeg pludselig så bjørnen. Den var omkring 15 meter fra mig.

Jeg syntes, den var utrolig smuk, men det var jo et rovdyr, så min puls var oppe på 200.

I begyndelsen følte jeg mig ikke så truet af den. Faktisk lagde jeg på et tidspunkt revolveren fra mig.

Min mand havde sagt til mig, at hvis jeg mødte en isbjørn, skulle jeg bare synge for den - fordi jeg synger så dårligt.

Så ville den forsvinde. Men det hjalp ikke, selv om jeg sang på livet løs.

Jeg prøvede alt muligt, men den blev bare ved med at nærme sig. Jeg prøvede at skræmme den i en times tid.

Jeg vidste, at isbjørne normalt ser deres bytte an i lang tid, inden de angriber. Men samtidig er de også nysgerrige, så jeg vidste ikke, hvad den ville.

Da den så kom tættere og tættere, råbte jeg til den, at jeg ville skyde. Jeg havde ikke lyst til det, men det var den eller mig," siger Bettina Aller.

Efter at de to første skud var blevet affyret, nærmede hun sig langsomt den store bjørn, der lå livløs på isen, og affyrede skudet ind i dens hovede for at sikre sig, at den var død.

"Jeg sad bare og skreg "Neeeeeeeeeej". Jeg græd bagefter. Det er det værste, jeg har gjort i hele mit liv.

Jeg begræder det virkelig. Jeg er enorm ked af det. Jeg græd hele natten og må leve med det resten af livet.

Det er virkelig frygteligt, men det var den eller mig," siger Bettina Aller om episoden.

Efter at Bettina Aller havde forvisset sig om, at bjørnen virkelig var død, gik hun tilbage til sit telt for at hente sin lommekniv. Herefter skar hun to af dens kløer af.

Den ene skal hendes datter have, mens hendes søn bestilte en hjemmefra i tilfælde af, at hans mor nedlagde en isbjørn.