Betjente sigtet efter skandalefest
Fem politibetjente er blevet sigtet, efter en fest løb løbsk på politistationen i Rødovre i februar.
Fem politibetjente er blevet sigtet, efter en fest løb løbsk på politistationen i Rødovre i februar.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) i Aarhus har besluttet at rejse tiltale mod fem betjente efter en politifest i Rødovre, der udviklede sig voldsomt. Det oplyser leder af DUP, Kirsten Dyrman.
- Vi er stort set færdige med vores undersøgelse og efterforskning, som vi afsluttede fredag med nogle afhøringer. I den forbindelse har vi rejst sigtelse mod fem polititjenestemænd, siger Kirsten Dyrman.
Fyrværkeri-underslæb
Tre betjente er blevet sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven samt underslæb i forbindelse med affyring af beslaglagte kanonslag til festen, mens yderligere to betjente er blevet sigtet for tjenesteforsømmelse, oplyser Kirsten Dyrman.
Festen på stationen i Rødovre fandt sted i februar, hvor en specialpatrulje, der tæller cirka 16 mand og blandt andet håndterer bevillingsloven og overvågning af politikredsens rockere og bandemedlemmer, fejrede et chefskifte i afdelingen. En patruljevogn måtte undervejs tilkaldes for at lægge en dæmper på festen, og da det ikke lykkedes, blev en også hundepatrulje tilkaldt.
Samtlige afhørt
Det er blandt andet de omstændigheder, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der siden 1. januar har haft ansvaret for at undersøge klager over politiet, nu har efterforsket.
- Samtlige personer, der deltog i festen, og det politi, der kom til stedet, borgere udenfor og nogle fra ledelsen er blevet afhørt. Vi har afhørt rigtig mange personer og deraf vurderet, at vi rejser sigtelser mod fem personer, siger Kirsten Dyrman.
Det er nu op til statsadvokaten at vurdere, om der er grundlag for, at der kan rejses tiltale mod de sigtede betjente.
Skandalen har desuden efterfølgende fået politiledelsen til at lukke specialpatruljen under Københavns Vestegns Politi.