Det gælder f. eks. de 11 hastetilkaldte betjente fra Hjørring Politi, som loyalt har leveret kampudstyret mandskab til flere topmøder i København, til den udmarvende rockerkrig og nu også til den seneste UEFA cup-finale.
Kombineret med indførelsen af nye edb-anlæg, har det givet kredsens 79 ordensbetjente ikke færre end 1.500 dages overarbejde til gode. Det svarer til en betjents arbejde i ni år. Og den vanvittige fodboldkrig fik alene puklen til at vokse med yderligere 20 arbejdsdage.
"Det er en stor belastning, og jeg synes, vi er ved at overskride grænsen for det rimelige. Situationen er så presset, at vi kun kan skubbe puklen foran os og håbe på, at politikerne på et tidspunkt vil hjælpe.
I øjeblikket kan vi ikke engang få afviklet de almindelige fridage," påpeger politiinspektør Bent Schou, som er enig i, at landets politikredse i akutte situationer som onsdagens cup-finale skal skaffe assistance uden at kny.
Men Bent Schou anmoder om, at der også tages hensyn til de overbebyrdede politibetjentes privatliv.
"De har også en familie og et bagland, der skal hænge sammen," siger Bent Schou, som gør opmærksom på, at flere betjente blev sendt til København i direkte forlængelse af en normal arbejdsdag. Først ved middagstid i går var de igen hjemme i det nordjyske.
"Det giver selvfølgelig problemer med vagtplanen. Vi har været nødt til at kalde andre ind for at sikre en forsvarlig bemanding, så også på den måde har vi trukket hårdt på reserverne," siger Bent Schou.
Problemerne er ikke enestående. Tværtimod. De fleste politikredse har i de senere år skubbet en voksende overarbejdspukkel foran sig. I Randers har ordensbetjentene f. eks. syv årsværk til gode i fridage og afspadsring. Samtidig belaster ekstraudgifter til transport, natte- og tilkaldetillæg de enkelte kredses i forvejen yderst trængte økonomi.
De politichefer, B.T. talte med i går, fastholder dog, at det helt klart er politiets - og det vil sige det danske samfunds - opgave at skride ind over for gadeuroligheder i forbindelse med internationale fodboldkampe i Danmark.
"Vi må aldrig skele til vores egne pukler i den situation," mener politiinspektør John Jakobsen, Randers Politi, som onsdag aften sendte 13 betjente med bus til København.
Politiinspektør John Jakobsen og Århus-kollegaen Kurt Wollesen er enige om, at Københavns Politi ikke kan lastes for det meget korte varsel for provinsstyrkens udrykning. De roser tværtimod de ansvarlige politilederes mod til at sadle om, da urolighederne udviklede sig.
De blodige optøjer har dog gjort indtryk. Flere politiinspektører er tydeligt bekymrede over, at Danmark muligvis kommer i betragtning som medvært for EM i fodbold i 2008.
"Det må vel ligge ud over det budgetterede. Så må vi have en ekstrabevilling," vurderer politiinspektør Kurt Wollesen, mens John Jakobsen tvivler på, at det er en opgave den dansk politistyrke "kan klare alene".
Det dansk politi råder i øjeblikket over 10.100 ordensbetjente.