En civilklædt betjent måtte onsdag aften låne en borgers cykel for at indhente en ung mand, der forsøgte at flygte til fods, oplyser Københavns Vestegns Politi.
»Betjenten bemærker en person, der virker mistænkelig ved Høje Taastrup Station. Da han retter henvendelse til den unge mand, flygter denne fra stedet, i en fart så betjenten ikke kan følge med,« fortæller vagtchef Peter Grønbeck.
Betjenten passerer i jagten på den unge mand en kvinde, der står med en cykel. Han får vist sit politiskilt og får lov til at låne cyklen og fortsætter herefter jagten.
Efter en tur rundt i lokalområdet lykkes det betjenten at indhente den unge mand, og han bliver anholdt. Under jagten har han smidt 100 gram hash fra sig, som han vil blive sigtet for at være i besiddelse af, oplyser vagtchefen.
BNB