Morten Wieghorst får midlerne til at købe nye spillere, lover AGF’s bestyrelsesformand.

AGF er for alvor begyndt genopbygningen efter klubbens rædselssæson i Superligaen, der endte med nedrykning til landets næstbedste fodboldrække.

Første skridt ud af fiaskoen blev taget fredag med præsentationen af Morten Wieghorst som ny cheftræner.

Den tidligere FC Nordsjælland-træner tiltræder i AGF med omgående virkning på en foreløbig tre år lang kontrakt.

Dermed synes håbet at være tilbage hos AGF’s øverste ledelse, spillere og fans og i Aarhus.

Alligevel kan klubben ikke, trods store løfter om en lysere fremtid på fredagens pressemøde, smile sig ud af, at nedrykningen til NordicBet Ligaen sætter grimme spor økonomisk og i spillertruppen.

Nedrykningen er blevet anslået til at koste AGF omkring 20 millioner kroner. Derfor kunne ansættelsen af Morten Wieghorst potentielt ligne en ny, stærk galionsfigur, men uden reelle muligheder for at skabe et slagkraftigt mandskab i forsøget på at rykke op i Superligaen i den kommende sæson.

At Morten Wieghorst i bund og grund må tage det, der nu er tilrådighed, Men det scenario afviser AGF’s bestyrelsesformand, Lars Fournais.

- Han får gode muligheder, og det synes Morten også selv. Det er klart, at vi har spillere, som har kontraktudløb. Derfor skal vi også have nye spillere ind i truppen, og det har vi også et budget til at kunne få. Vi tror, at budgettet vil være konkurrencedygtigt både i NordicBet Ligaen og efterfølgende i Superligaen, siger han,

Lars Fournais erkender dog, at økonomien er ramt af nedturen i det danske fodboldhierarki.

- Nedrykninger er ikke gunstige økonomisk, og det tager vi bestik af. Vi er også i gang med at spare penge, hvor der kan spares. Men vi har et budget, som Morten Wieghorst og den nye sportschef skal arbejde ud fra. Det er absolut konkurrencedygtigt, understreger han.

Morten Wieghorsts første opgave som AGF-træner bliver altså, sammen med en endnu unavngiven sportschef, at danne sig et overblik over en trup fuld af spørgsmålstegn.

Seks spillere har kontraktudløb, mens Anders Kure forlader AGF. Derudover er der tvivl om, hvorvidt profiler som Casper Sloth og Osama Akharraz vil nøjes med at spille i NordicBet Ligaen.

Lars Fournais oplyser, at han ikke har overblik over spillertruppens tilstand.

- Jeg har ikke hørt noget, men vi ved jo, hvem der har kontrakt. Og vi ved, hvornår de udløber, og hvem der udløber i sommer. Og nu er det op til Morten Wieghorst, og det team han får sat sammen, at vurdere, hvordan spillertruppen skal se ud, siger Lars Fournais, som derfor ikke kan svare på, hvor mange spillere AGF forventer at forstærke sig med i sommerens transfervindue.