Selv om den canadiske pornoskuespiller, der er mistænkt for et bestialsk drab, er blevet anholdt i Berlin, er sagen langt fra afsluttet.
Det hele begyndte, da en pakke med en afskåret fod blev afleveret på Canadas konservative partis kontor i byen Ottawa.
Det blev begyndelsen på en menneskejagt tværs over kloden og historien om en forbrydelse, der er blevet opkaldt efter titlen på forfatteren Bret Easton Ellis’ roman om yuppie-psykopaten Patrick Bateman.
I stedet for 'American Psycho' er fortællingen om pornoskuespilleren Rocco Luka Magnotta blevet kaldt 'Canadian Psycho' i flere internationale medier. Det skriver b.dk.
Sendte lemmer til politikere
28. maj i år, kort efter pakken med foden blev afleveret på kontoret i Ottawa, blev en anden pakke fundet på et postkontor i samme by adresseret til det liberale partikontor. I denne pakke var en afskåret hånd.
200 kilometer derfra i Montreal fandt canadisk politi samme dag en mennesketorso i en kuffert ved skraldespandene uden for et lejlighedskompleks. Hurtigt fastslog retsmedicinere, at foden, hånden og torsoen alle tilhørte samme mand. Den kinesiske studerende, 33-årige Jun Lin.
Politiet fattede hurtigt mistanke til Jun Lins kæreste, den 29-årige pornoskuespiller Rocco Luka Magnotta, der boede i det lejlighedskompleks, hvor torsoen blev fundet.
Makaber video med issyl
Selv om forbrydelsen allerede var grum nok, blev den endnu mere foruroligende, da en video af mordet på Jun Lin blev lagt på en canadisk hjemmeside. Den 11 minutter lange video med navnet '1 Lunatic 1 Icepick' viser drabet på, den seksuelle mishandling og parteringen af Jun Lin, mens filmmusikken til filmatiseringen af 'American Psycho' spiller i baggrunden.
Flere canadiske medier har påpeget, at mordet på Jun Lin har en del ligheder med filmen 'Basic Instinct' med Sharon Stone og Michael Douglas.
I filmens åbningsscene slår Sharon Stones karakter sit mandlige offer ihjel med en issyl, efter de to har haft sex. På samme måde bliver Jun Lin slået ihjel i netvideoen.
Indledte menneskejagt
Før politiet opdagede de parterede lemmer og den bestialske video, var Magnotta fløjet til Paris, og det skød en regulær menneskejagt i gang. Magnotta kom på Interpols liste over mest eftersøgte personer, og fransk politi fulgte via øjenvidneberetninger i hælene på ham.
Magnotta flygtede til Berlin, hvor en ansat på en internetcafé i går 4. juni genkendte ham, mens Magnotta holdt sig opdateret på de internationale skriverier om sin forbrydelse.
Den ansatte tilkaldte politiet, der kort efter anholdt Magnotta på internetcaféens gulv. Først gav han politiet falske navne og benægtede, at han var den eftersøgte. Men til sidst gav han op.
'I fik mig'
- I fik mig, var Magnottas eneste ord, da han blev anholdt og lagt i håndjern af syv betjente.
Men selv om Magnotta nu er i tysk politis varetægt, stopper efterforskningen ikke her. Ifølge de canadiske myndigheder vil man nu undersøge, om Magnotta kan have forbindelse til uopklarede forbrydelser i Canada.
Magnotta tiltrak sig allerede opmærksomhed i 2011, da han var mistænkt for at filme sig selv, mens han på forskellige måder dræbte kattekillinger.
Rocco Luka Magnotta skal nu udleveres til Canada, hvor han vil blive stillet for en dommer.