MEXICO: Bag dæknavne som »El Taliban« og »Z-50« står manden Ivan Velazquez Caballero, som angiveligt hårdt og brutalt har kontrolleret nogle af de vigtigste narkoruter fra Sydamerika til USA.

Men indtil videre er hans dage som fri mand talte, da han torsdag blev anholdt af mexicansk politi. Det skriver BBC. Der var udlovet en dusør på 30 millioner pesos svarende til over 13 millioner danske kroner på Caballero.

I dagene op til narkolederens anholdelse har der eftersigende været blodige opgør internt i kartellet, og det blev rapporteret, at Cabarello var skiftet fra sit kartel til den rivaliserende gruppe, »The Gulf Cartel«, på grund af intern splid med en af »Los Zetas’« andre ledere.

Det er endnu ikke blevet officielt bekræftet, at den anholdte er Cabarello, men ifølge Fox News har politiet udsendt en meddelelse, hvori der står, at den anholdte formodes at være ham.

Anholdelsen af Caballero kommer i kølvandet på anholdelserne af flere andre efterlyste kartelledere.

Tidligere på måneden lykkedes det således for mexicansk politi at anholde Jorge Eduardo Costilla eller »El Coss«, der var leder af »The Gulf Cartel« og efterlyst af både de mexicanske myndigheder og FBI.

Costilla har været efterlyst for narkosmugling, hvidvaskning af penge og for at stå bag mord på flere politimænd.

Både Cabarello og Costilla var på en liste lavet i 2009 over Mexicos 37 mest efterlyste kartelledere. Med de to anholdelser er 24 på listen nu enten anholdt eller dræbt.

Ugen inden Costillas anholdelse fik Mexicos politi fingrene i yderligere to fremtrædende kartelbosser. Den ene var også i »The Gulf Cartels« top og kendes som Mario Cardenas Guillen eller »The Fat One«. Hans bror var en af grundlæggerne af kartellet, som menes at være det ældste kartel i Mexico.

Den anden anholdte var en af »Los Zetas’« prominente ledere. Han har tilnavnet »El Peluche« (Bamsen, red.) og hedder Juan Carlos Morales Gonzalez. Mandag blev 35 politibetjente anholdt og anklaget for at have relationer til »Los Zetas«.

Septembers mange anholdelser kommer, som Mexicos præsident, Felipe Calderon, går ind i sine sidste måneder som præsident.

Da han i 2006 indtrådte som præsident, lancerede han samtidig en hård kurs mod landets narkokarteller.