En amerikansk kvinde gjorde et spektakulært kup på et loppemarked i Virginia.
Det er kuppet, vi alle drømmer om at lave; tænk sig at opdage, at det maleri, man købte for en slik på weekendens loppemarked, er malet af én af de verdens helt store malere og faktisk er meget mere værd end de få kroner, man selv gav.
En kvinde i den amerikanske stat Virginia skød i dén grad papegøjen, da hun købte en kasse med gamle sager på et loppemarked for 50 dollar. Det skriver BBC. Kassen indeholdt nemlig udover en gammel dukke og en plastik-ko også et falmet maleri i grønne nuancer i en guldramme.
Men på guldrammen stod der Renoir, og det var det, der fik kvinden til at opsøge et auktionshus for at få maleriet vurderet.
Her viste det sig, at det med al sandsynlighed er franske Pierre-Auguste Renoir, der stod bag maleriet, og at der er tale om værket »Paysage Bords de Seine« - en scene ved floden - fra 1879.
Maleriet er en del af Renoirs katalog over registrerede værker, og blev i 1925 solgt til en privat samler fra et galleri i Frankrig.
Hvordan det er kommet derfra og til en kasse med ragelse på et loppemarked i USA, melder historien intet om.