Bent Mejding afslører: Tvang kæreste til ulovlig abort
Første gang for Bent Mejding endte dybt ulykkeligt
Første gang for Bent Mejding endte dybt ulykkeligt
Når Bent Mejding lukkede øjnene, så han i mange år en dreng for sig. Et minde om det barn, som han fik sin første kæreste til at få fjernet, længe inden aborten blev fri.
Hun hed Ulla Johansen, og det var med hende han i en alder af 16 første gang prøvede 'dét' med, fortæller han i sin nye erindringsbog 'Mit liv som papegøje'. Egentligt ville han have købt nogle kondomer, men modet svigtede i butikken, og så måtte man håbe på det bedste, som han skriver i bogen.
Alligevel bliver den unge Mejding overrasket, da den et år ældre Ulla fortæller, at hun er gravid.
- Gravid! En helt ubegribelig rædsel greb mig. Den første tanke, der jog igennem mig, var: Hvad vil mine forældre sige? husker han i bogen.
Snart får han opsnuset en doktor Rosengaard, der netop er kommet ud af fængslet for gud ved hvilken gang, men han vil ordne sagen for dem. For 500 kroner.
- Jeg tiggede ham om at hjælpe os. Vi var alt for unge. Jeg kunne ikke se nogen vej ud. Han spurgte, om min forlovede også ville have en abort - det svarede jeg ja til. Jeg vidste, det var løgn.
Næste dag giver han Ulla 500 kroner og penge til en taxa og siger, at hun har en tid hos lægen.
- Hun må virkelig have elsket mig højt, for hun lod mig aldrig vide, at hun foragtede mig for, hvad jeg havde gjort.
Imens hun er hos lægen, passer Mejding den butik, hun arbejder i. Og samme aften lover han at hente hende efter lukketid.
- Hun græd stille. Hun holdt sig til maven. Jeg fór hen og tog om hende - ville vide, hvad der var sket, hvordan hun havde det. Så fik jeg øje på det. Der var løbet blod ned ad hendes ben. Hun have ondt, fortæller han i bogen.
Derefter går han i panik, får hende ned at ligge på gulvet. Overvejer, om fostret nu er kommet ud. Og får hende så bragt på hospitalet. Her aborterer Ulla. En lille dreng, får Mejding at vide.
- Hver nat havde jeg de frygteligste mareridt og vågnede op - våd af sved. Billedet af en lille dreng stod lyslevende for mig. Jeg var klar over, at han aldrig ville slippe mig.
'Bent Mejding - Mit liv som papegøje' udkommer på forlaget Gyldendal 17. april