Alice Babs sov tirsdag ind på et plejehjem for demente i en alder af 90 år.
Alice Babs var kendt som en af jazzmusikkens store sangerinder, og hun var voldsomt populær i Danmark. Hun optrådte med en række danske kunstnere, og en af dem, der fik glæden af at arbejde tæt sammen med Alice Babs var Bent Fabricius-Bjerre.
Han fortæller til bt.dk, at han og Alice første gang mødtes i starten af 50'erne, da hun blev en del af den danske komponists pladeselskab, Metronome Records. De havde derefter et godt samarbejde i rigtig mange år.
- Hun var perfekt. Hun var en perfektionist, som altid gjorde det rigtige, sang det rigtige og sang det på den rigtige måde. Det skulle være perfekt altid - men på den gode måde, hun var ikke besværlig. Hun blev bare ved, indtil det var i orden, fortæller Bent Fabricius-Bjerre til bt.dk.
Alice Babs blev især kendt i Danmark, da hun sammen med Svend Asmussen og Ulrik Neumann dannede den succesrige trio Swe-Danes. Senere optrådte hun blandt andet med den legendariske orkesterleder Duke Ellington.
Bent Fabricius-Bjerre beskriver den svenske jazzsangerinde som en verdensstjerne.
- Swe-Danes, det var meget skelsættende. De var virkelig verdensstjerner dengang og optrådte i Las Vegas. Da hun var helt ung, var hun også vanvittig populær. Folk stod i kø for bare at få et blik af hende, når hun var i København.
I 2000 gjorde Alice Babs til glæde for mange comeback på den danske scene med to koncerter i Tivoli og Musikhuset i Aalborg. Den sidste koncert gav hun i Göteborg i 2004.