Benny: Nazist ville dræbe mig
"Jeg ville kunne forstå, hvis der kom fire-fem nazister og gav mig en røvfuld, men at de ville stræbe mig efter livet, havde jeg trods alt ikke troet. Det er lige stærkt nok."
"Jeg ville kunne forstå, hvis der kom fire-fem nazister og gav mig en røvfuld, men at de ville stræbe mig efter livet, havde jeg trods alt ikke troet. Det er lige stærkt nok."
Sådan sagde altmuligmand Benny Rindvig, 44, Tryggelev på Sydlangeland, i aftes efter, at han havde sundet sig lidt oven på de dramatiske begivenheder om eftermiddagen, hvor han var ganske tæt på at blive ramt af en bil, da en nazist kørte direkte imod ham.
"Det drejede sig om få centimeter, før han havde ramt mig, og jeg er sikker på, at det var det, han ville. Til alt held nåede hans bil kun at ramme min cykel uden for Tryggelev Bageri, mens jeg selv i sidste øjeblik sprang til side og op på trappen ind til bagerbutikken og i sikkerhed," siger Benny Rindvig.
Benny blev landskendt, da han i B.T. afslørede, at han med vilje havde savet plankeværket ned foran den naziborg i Kædeby på Sydlangeland, som der sidste år blev lavet flere antinazi-demonstrationer imod.
Benny Rindvig var omkring juletid udsat for flere dødstrusler, og diverse chikanerier er fortsat imod ham.
Han ved godt, at det ikke er populært i nazisternes midte, at han gjorde grin med dem ved sin plankeværks-massakre, men han har indrettet sig i sit hus i nærheden af Tryggelev, så han er parat med knive og økser, hvis nazisterne pludselig skulle komme.
Den nazist, som i går kørte direkte mod Benny Rindvig, var en 30-årig mand, som tidligere har fået domme for vold, og som var med blandt nazisterne i naziborgen på Langeland, hvor der bl.a. blev lavet en række fester, som nazister fra Sverige, Tyskland og Norge deltog i.
"Efter at han er kommet ud af fængslet, har jeg bemærket hans tilstedeværelse her i det sydlangelandske. Jeg har set, hvordan han om natten har nærmet sig mit hus, men jeg sover flere forskellige steder i huset, så de aldrig ved, hvor jeg er. Jeg har også lavet op og ned på min nat og min dag, så jeg kunne være vågen, hvis de pludselig ville komme om natten, og en enkelt gang har jeg jaget dem væk med knive, da de holdt uden for mit hus," fortæller Benny Rindvig.
På grund af den skærpede nazi-interesse havde Benny Rindvig ikke i et stykke tid haft weekendsamvær med sin seks-årige søn, men netop i denne weekend kom sønnen på besøg efter aftale med moderen, og Benny var bl.a. til fastelavnsfest i Østerskov Forsamlingshus, hvor sønnen i øvrigt til hans store glæde blev kattekonge.
Kort efter afleverede han drengen til ekskonen, og det var, da han så ved 15.45-tiden kørte op til Tryggelev Bageri på sin cykel, at attentatforsøget skete.
"Jeg spurgte de to kvinder i bageriet, om de havde en avis, og så hørte jeg pludselig, mens jeg var ved at stige af cyklen, at der kom en bil i høj fart bagfra. Jeg nåede lige at komme op på trappen, da bilen ramte min cykel. Den blev så at sige revet ud af armene på mig, og hvis jeg ikke var kommet til side i en fart, så havde jeg ligget på hospital i dag, " siger Benny Rindvig.
Ved bilens sammenstød med cyklen skete der kun materiel skade, og underligt nok gik det mest ud over bilen, som bl.a. fik sideblinklyset slået i stykker. Kort efter vendte bilen om og kørte igen sydpå.
I mellemtiden havde Benny Rindvig fået ringet til politiet, og da en patrulje kom frem fra Svendborg, kunne de to kvinder i butikken som vidner bekræfte, at bilen direkte havde kurs mod den kendte plankeværks-ødelægger.
"Jeg er desværre bange for, at det sidste ikke er sket i den sag. Jeg får nok ikke sovet i nat, men for ikke at være alt for rystet over det hele, så prøver jeg at tage det hele lidt fra oven af.
Det var også mit håb, at jeg ved at ødelægge deres plankeværk i sin tid, kunne være med til at grine dem ud af Langeland.
Jeg er fortsat ikke bange for dem, men jeg havde trods alt ikke regnet med, at jeg skulle udsættes for et drabsforsøg, " siger han.
Politiet i Svendborg kunne på Benny Rindvigs anvisninger hurtigt finde frem til gerningsmanden. Han blev anholdt, og hans gamle udtjente Ford blev beslaglagt.
I løbet af i dag vil den 30-årige nazist formentlig blive fremstillet i et grundlovsforhør i Svendborg enten som sigtet for drabsforsøg eller for særlig farlig vold.
Sagen kan sammenlignes med den påkørsel af aktivister, der skete i nærheden af den kendte nazist, Jonni Hansens hus. Her ville aktivisterne også save et plankeværk ned. Jonni Hansen blev fængslet. Han nægter sig skyldig, idet han siger, at der var tale om nødværge. Sagen kommer snart for retten.
Hvad angår Benny Rindvig, så fik han i øvrigt en bøde på 1500 for at have savet plankeværket ned på den langelandske naziborg, mens et erstatningskrav på 4.500 kr. mod ham fra nazisternes side blev afvist.