Benny Ahrensberg har ventet fire uger på at få lov at køre i sin nyindkøbte bil. Nu frygter han, at SKATs nye digitale nummerpladesystem vil sylte hans sag endnu længere.

I indkørslen holder den nyindkøbte, kongeblå Audi A4. For en måned siden hentede han den hjem fra Tyskland, men endnu har bilen ikke været på de danske veje.

Benny Ahrensberg venter på, at SKAT giver ham lov til at betale en registreringsafgift på bilen, så han kan købe nummerplader og komme til at køre i sin nye bil.

- Det SKAT skal gøre, er at slå op i et register og finde ud af, hvad afgiften er og sende mig et girokort. Og det har taget dem fire uger nu. Jeg skal vel af med omkring 30.000 kroner, og det er da også en indtægt for den danske stat. Jeg synes ikke, det er en billig forretning at handle med SKAT, siger Benny Ahrensberg, der føler sig magtesløs over at stå uden det transportmiddel, som han er afhængig af hver dag til og fra arbejde.

- Jeg har intet hørt fra dem, og jeg har været inde og kigge i min egen skattemappe, og der er heller ikke et spor af den bil, fortæller den utilfredse bilejer, der i går fik sig endnu en kedelig overraskelse, da SKATs nye digitale motorregister gik i luften.

Det nye IT-system, der skal sikre hurtigere service, idet bilejere slipper for at køre forbi SKAT for at hente nye nummerplader, har nemlig vist sig at være født med en hel del børnesygdomme. Og i stedet for hurtigere ekspeditionstid har motorregisteret skabt fejl, kø og alenlange ventetider.

- Vi har stadig noget knas rundt omkring, som vi arbejder på at løse. Nogle steder i landet ser det fornuftigt ud, mens der andre steder er lange køer, siger projektdirektøren i SKAT, Kristian Vengsgaard, dagen efter det nye og stærkt forsinkede digitale motorregister gik i luften.

- Det er noget, vi arbejder benhårdt på at løse, og for hver time der går, bedres det. I løbet af nogle dage, regner vi med, tingene løser sig. Vi er selvfølgelig frygtelige kede af det og kan kun håbe på forståelse, siger Kristian Vengsgaard.

Men de mange startvanskeligheder har også skabt meget lange telefonkøer, og det har været umuligt for Benny Ahrensberg at få kontakt til en medarbejder i SKAT.

- Det er gået fuldstændig op i hat og briller nu. Det er klart, at en opstart kan give noget bøvl. Men det er frustrerende ovenpå de mange uger, som jeg allerede har ventet. Og jeg er da alvorligt bange for, at det her sylter min sag endnu mere, siger han.

SKAT afviser dog, at det nye system har noget af gøre med den lange sagsbehandling.

- Jeg kan ikke forstille mig, at en sag der er startet for fire uger siden, er blevet forsinket af det nye motorregister. Køber man en bil i Tyskland, skal man have den igennem systemet, og det tager altså noget tid. Vi har det antal medarbejdere, som vi har, og vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, siger Kristian Vengsgaard.

Fra SKATs motorkontor lyder det, at ventetiden ikke er unormal

- Der er sæsonudsving og ekstra behandlingstid i foråret. Jeg tror, at ventetiden er 5-6 uger pt. Men visionen er 14 dage, siger specialkonsulent Pia Lundstrøm.