To yngre pædagoger fra Københavns Kommune står nu frem og fortæller Berlingske om erfaringerne med det, de troede, var deres drømmeuddannelse og -fag: Med ti års mellemrum blev de pædagoger fra samme seminarium i København, blot for at opdage, at timetallet var utroligt lavt – cirka 12 timer ugentligt – og at der ikke foregik mange koncentrerede pædagogiske studier ud over disse timer, som i øvrigt ikke altid var ret besøgt.

En helt igennem »nedslående oplevelse« ifølge den 29-årige pædagog Malene Denbjerg Yildiz. Også hendes kollega, Katrine Lindholm Greiner, 37 år, er mildt sagt forbløffet over pædagoguddannelsen:

- Skal jeg være helt ærlig: Op imod en tredjedel af mine klassekammerater, ville jeg ikke være tryg ved, skulle passe mine børn. De manglede energi og gejst og faglighed.

Faktisk viser statistikken, at Malene og Katrine med de 12 timers undervisning har været heldigere end de fleste pædagoger, der uddannes i dag. En BUPL-undersøgelse viser, at de pædagogstuderende på den såkaldte professionsbachelor i dag i gennemsnit modtager 11 timers undervisning ugentligt, mens de mest uheldige er helt nede på otte timer.

Anders Refslund Hamming, der er formand for censorkorpset på pædagoguddannelsen, har fulgt uddannelsen siden 1993. Han vurderer, at kvaliteten er løftet på det teoretiske niveau, men siger samtidig, at alt for mange uddannelsessteder har for få timer.

- Så er det op til de studerendes engagement at skabe uddannelsen, og der er så nogle, der har et større engagement, hvad det angår, end andre.

Peter Møller Pedersen, der er medlem af regeringens følgegruppe for pædagoguddannelsen og uddannelseschef ved professionshøjskolen VIA UC, mener, at pædagoguddannelsen langt hen ad vejen fungerer godt, men han kan også se problemer:

- Jeg vil give de to pædagoger ret så langt, at vi i pædagoguddannelsen kan blive bedre til at stille tydelige krav til de studerende. Det skal være mere klart, hvad der forventes af dem – også i de timer, hvor der ikke er en underviser til stede.