Det er svært at bebrejde Mærsk, at de slog til. Et heftigt og hurtigt lobbyarbejde gjorde det i 2003 muligt for Danmarks største virksomhed at indgå en særdeles lukrativ aftale om udnyttelse af olien i den danske del af Nordsøen indtil 2042.

Der var tale om en forlængelse af en eksisterende kontrakt, og vicestatsminister Bendt Bendtsen skrev under efter et forløb, der efterfølgende – med rette – er blevet særdeles kraftigt kritiseret.

For det første, og mod sædvane, mødte Bendtsen op med et meget lille forhandlingshold, og aftalen blev hurtigt – uden ret meget politisk diskussion – underskrevet.

For det andet blev forhandlingerne bl.a tilrettelagt af direktør Knud Pontoppidan, der er en personlig bekendt af Bendt Bendtsen. For det tredje er den indgåede aftale usædvanlig, fordi Mærsk fik indføjet 39 års garanti mod skattestigninger. Hvis Folketinget vedtager en skattestigning, der rammer Mærsk, har Bendtsen på statens vegne lovet, at rederiet skal kompenseres. Det vil sige have hver en krone tilbage.

Politiske modstandere har beskyldt Bendtsen for at være alt for underdanig i forhold til de fine folk på Esplanaden, fordi rederiet angiveligt giver betydelige summer til Det Konservative Folkeparti. Beskyldningerne er ikke dokumenteret, og derfor er der ingen grund til at fæstne særlig lid til dem.

Derimod er der grund til at påpege, at Bendtsen har været en svag og meget lidt fremsynet forhandler, og at den daværende konservative leder har håndteret statens interesser temmelig lemfældigt. Eksperter og vismænd har undret sig såre over, at der ikke i regeringen og Bendtsens delegation har siddet mere forstandige folk, der kunne have taget olieprisernes himmelflugt med som en mulighed.

Siden aftalen blev indgået i 2003, er olieprisen eksploderet. Dengang kostede en tønde olie 23 dollar, mens prisen i dag er 113 dollar. På den måde er 75 milliarder kroner gået statens næse forbi, ifølge beregninger som tænketanken Concito har udført.

De penge er gået Mærsks vej, vel at mærke uden at staten skattemæssigt har kunnet modregne. Det vil den nuværende regering gerne ændre på, og det virker rimeligt.

Det danske samfund er afhængigt af, at virksomheder som Mærsk har gode forhold, tjener penge og som lokomotiv kan trække landet i den rigtige retning. Men staten og fællesskabet bør ikke – når der er tale om så eksplosive stigninger i olieprisen – misse så mange milliarder. Derfor er det rigtigt, når energi- og klimaminister Martin Lidegaard gerne vil ’underkaste aftalen et eftersyn’ og tage en ny forhandlingsrunde med Mærsk. Resultatet er dog forudsigeligt.

Mærsk vil henholde sig til kontrakten og aftalen, og det kan man ikke bebrejde rederiet. Derimod kan Bendtsen og co. konstatere, at da det gjaldt, passede de ganske simpelt ikke godt nok på Danmarks sorte guld.

Hvad synes du? Deltag i debatten herunder