Her skal han nemlig for første gang siden august gense sin elskede datter Sarah på 16 år, som han tog en tårevædet afsked med samme dag, han var blevet valgt til partileder.

"Jeg havde det ualmindeligt skidt, da hun gled op ad rulletrappen i lufthavnen og tog afsted. Derfor glæder jeg mig fuldstændig vildt til at komme afsted og se hende igen," siger Bendt Bendtsen fuld af forventning.

Sammen med sin kone Kirsten og Sarahs kæreste Mikkel er han her til morgen lettet fra Billund lufthavn med kurs mod Machay i Queensland, hvor "fars pige" bor. Besøget varer to uger, og Bendt Bendtsen lægger vægt på, at han kun kommer til at forsømme Folketinget fire dage, fordi Folketinget i den kommende uge holder vinterferie.

"Sarah går på en katolsk skole i Machay, der ligger ud til Great Barrier Reef, der er rent bounty-land, og hun skal være der et år. Så det er måske lige tidligt nok at besøge hende nu midt i perioden, for hun har været ramt af hjemve, selv om hun er vild med at være der, og selv om jeg savner hende, håber jeg alligevel ikke, hun vil med os hjem i flyvemaskinen.

Det var først meningen, vi skulle have været afsted i påsken, men da skal Sarah på safari, derfor blev det nu, og det var julegaven til Sarah, at vi kommer på besøg. Hun vender hjem 22. juli, og der er allerede bestilt jazzorkester til haven," siger Bendt Bendtsen.

Storebror Christian må blive hjemme på slægtsgården på Fyn for at passe køerne.