Nicklas Bendtner er Nike-mand. Han har spillet i Nike-støvler længe, og han har en personlig aftale med den amerikanske tøjgigant, men den går ikke i Rosenborg. Her spiller man i Adidas.

Eller det har alle Nicklas Bendtners holdkammerater gjort, også selvom danskeren i starten ikke ville skifte sine Nike-stvøler ud med Adidas. Nu har han dog overgivet sig, som man kunne se på hans helt sorte og relativt anonyme støvler, der kom i brug senest, da Bendtner kom ind og udlignede til 3-3 mod Kristiansund.

»I dag spillede jeg i Adidas,« sagde Bendtner til VG og bekræftede, at han ville fortsætte med det indtil videre.

Sagen om Nicklas Bendtners støvler kan for nogen lyde banal, men den fortæller historien om, hvor stort et navn, Rosenborg har fået sig i danskeren. Mens holdkammeraten Vegar Eggen Hedenstad prompte skiftede sine Nike-støvler ud med Adidas, selvom han også havde en personlig aftale med Nike, da han skiftede fra St. Pauli, spillede Bendtner videre i Nike.

Indtil nu.

»Nicklas Bendtner bruger nu Adidas-støvler til træning og i kamp. Vi er, som du ved, i dialog med Adidas, og vi har en fælles målsætning om at have en løsning klar, så snart ferieafviklingen er overstået, så vi kan få underskrevet den nye aftale. Både vi og Adidas er klar til at skrive under, siger salgschef i Rosenborg,« Harald Lundemo, til VG.

Torsdag tager sagen så næste skridt, når Harald Lundemo rejser til Stockholm, hvor Adidas Group Nordic har deres kontor. Det sker for netop at finde en løsning på Nicklas Bendtners støvler. Så danskeren ikke længere skal have særbehandling.