For første gang spillede Nicklas Bendtner fra start for Nottingham Forest. Endda mod sin gamle hjerteklub Arsenal. BT var til stede på City Ground, da Arsenal vandt 4-0.

»And number 14 NICKLAS BENDTNER!«

Stadion er i forvejen grebet af god stemning, men da den danske angriber for første gang præsenteres i startopstillingen af speakeren, stiger lydniveauet i drastisk grad.

City Ground i Nottingham kan huse omkring 30.000 tilskuere, og denne aften er langt de fleste af dem fans af Bendtner i ligacup kampen mod Arsenal.

En speciel aften for danskeren af mere end en grund. For Bendtner er det ikke kun et opgør mod sin gamle klub Arsenal. Det er et opgør mod klubben, hvor karrieren startede. Og hvor karrieren ramte et dødvande.

Opgøret mod manageren, Arsené Wenger, der i mange år stædigt holdt fast i danskeren i tro om, at gennembrudet var lige om hjørnet. Så meget troede franskmanden på danskerens evner.

Siden har Bendtner lidt op – og nedture. Mest af det sidstenævnte. Men her denne aften. Der starter det på ny for danskeren mod de gamle venner fra Arsenal.

»Ved du hvad? Bad boys bliver gamle. Han er 28 år, har en fem-årig søn og han er sulten efter at spille fodbold. Her i Forest elsker vi at gøre folk til helte.«

Ordene falder fra Norman Hallams mund uden tøven. Han har set så mange af dem. Fodboldspillere. Store, små. Idioter, helte. Store stjerne, store flop. Det er ikke den type, som hr. Hallam ikke har stiftet bekendtskab i løbet af sine mere end 30 år som Nottingham Forest-fan. Det slår han hurtigt fast.

BT finder ham foran en af de utallige burgervogne, der er placeret rundt omkring de engelske fodboldstadioner. Her taler han højt, med glæde og med masser af tro på klubbens nye stjerne. Han taler selvfølgelig om Nicklas Bendtner.

Ved siden af ham står vennen Dave Stewart. Han er også overbevist om Bendtner. Men hvad så med hans broget fortid, imaget som ’bad boy?’

»Vi har haft dem alle her i Nottingham. Han er som alle de andre,« griner Dave.

Og det er svært, virkelig svært, at finde en Forest-fan, der ikke nærer blind tiltro til danskeren. Med sine udtalelser, nye ageren og indsats i de første minutter på banen har Bendtner allerede skudt sig direkte ind som en fan-favorit.

Trøjer med Bendtner 14 går som varmt brød i fan-shoppen, men endnu havde Bendtner inden gårsdagens match mod sin gamle klub Arsenal sin første plads fra start til gode.

»Han scorer! Og det bliver det afgørende mål,« lyder det selvsikkert fra Jessica Beswick, der er iklædt Nottingham Forest-udstyr fra top til tå.

Desværre for hende og de andre Bendtner-believers får hun ikke ret.

»Champions of Europe! You’ll never sing that!«

Råbene gjalder ned fra Nottingham Forests supportere imod de medrejsende Arsenal-fans. Hjemmeholdet har historien med sig som dobbelte vinder af den hedengange Europa Cup anført af legenden Brian Clough.

Men nutiden? Den er lidt mere kedelig. Det er længe siden, der har været noget at juble over på disse kanter. I aften håber hjemmepublikum, at en dansker måske kan hjælpe lidt på tilstanden.

Og han gør sig fint til. Efter 20 minutter banker Bendtner til bolden lidt udenfor feltet. Uuuuuuuh, lyder det fra stadion. Tæt. Meget tæt forbi Emiliano Martinez i Arsenal-målet triller bolden til målspark.

Ikke lang tid efter bliver Forest-fansene lidt mere stille. Granit Xhaka scorer et smukt mål 25 meter udefra.

{embedded type="node/webtv_link" id="47179958"}

0-1 til Bendtners gamle venner. Man kan se rusten i Bendtners spil, men man kan også se, at der ligger kvalitet og gemmer sig inde bagved. Han kommer til chancer, han skaber dem også, men mål bliver det ikke til.

SUPER. SUPER NICK. SUPER. SUPER NICKLAS BENDTNER! Også Arsenal-fansene anerkender deres gamle yndling. Måske fordi han ikke scorer. Måske fordi det er ægte kærlighed. Bendtner bliver udskiftet efter 80 minutter til store klapsalver fra både hjemme- og udefans. Inden da har Lucas Perez og Alex Oxlade-Chamberlain lukket kampen til 4-0 med henholdsvis to og ét enkelt mål.

Nederlaget ændrer ikke noget i fansenes bevidsthed.

»Uanset, hvad er jeg sikker på, at han har, hvad der skal til for at hjælpe os som klub. Vi har fået ham gratis, og han har alt at bevise. Det skal nok ende godt.«

Måske får Forest-fan Norman Hallam ret. Måske gør han ikke. Under alle omstændigheder er en af dansk fodbolds største stjerner tilbage på banen igen efter et halvt år i skyggen.