I weekenden dukkede der en reklame op for Danske Spil rundt omkring på de sociale medier. Reklamen var en grafik, der viser hele Nicklas Bendtners karriere, illustreret med stiliserede tegninger af den danske landsholdsangriber i forskellige klubtrøjer og tilsvarende frisurer.
Man følger Bendtner lige fra tiden i Arsenals bordeaux-farvede jubilæumstrøje over hans lejeophold så forskellige steder som Birmingham, Sunderland og Juventus frem til nutiden i Wolfsburg.
En lille genistreg, som fortæller historien om en broget karriere med enkelte højdepunkter og mange skuffelser, men som samtidig dokumenterer i hvor mange år, Bendtner har været en væsentlig del af den danske fodboldvirkelighed.
Grafikken høstede mange likes rundt omkring, og den har også en stor fan nede i tyske Wolfsburg, nemlig portræt-offeret selv.
Bendtner lagde et billede af grafikken ud på Instagram med tilhørende tekst:
»En rejse gennem mit liv - og mine frisurer. Tak til personen som lavede den,« lyder det fra Wolfsburg-angriberen, der altså er godt tilfreds med fremstillingen af hans mangfoldige karriere.