Mandag aften stoppede Nicklas Bendtners måltørke, da han sendte bolden i nettet i Rosenborgs kamp mod Sarpsborg. Et mål, der kommer blot tre uger før, at Åge Hareide skal udtage sit landshold til kampene mod Tyskland og Kasakhstan i juni måned. Og den danske angriber håber på at være en del af truppen.

Nicklas Bendtner har endnu ikke været en del af Åge Hareides landshold. For landstræneren har som princip, at de spillere han udtager spiller regelmæssigt for deres respektive klubber.

Et krav, Nicklas Bendtner ikke har levet op til, indtil han skiftede til norske Rosenborg i starten af marts. Her har han spillet fast, og det er indtil videre blevet til tre mål i seks kampe for den danske angriber, der scorede til 1-0 mandag aften efter ikke at have scoret i de tre kampe før det.

Og Nicklas Bendtner lægger bestemt ikke skjul på, at han gerne vil være en del af den trup, Åge Hareide udtager den 23. maj.

»Jeg har selvsagt ambitioner om at komme tilbage og spille for Danmark. Så længe jeg er fodboldspiller, har jeg det,« sagde den danske angriber til TV2 Norge efter kampen.

Hvorvidt det kommer til at ske, kan kun Åge Hareide svare på. Og han mener, at der skal en stor portion tålmodighed til, hvad angår Nicklas Bendtner.

»Det er blevet hypet så voldsomt. I lang tid har han spillet meget lidt. Man må lige give manden en mulighed for at komme tilbage til sit normale niveau. Det tager lidt tid,« siger Åge Hareide til TV2 Norge.

Landstræneren håber, at den danske angriber for alvor er i form, når der skal spilles europæiske kampe til sommer. Det er der, hans niveau for alvor skal vurderes, men Åge Hareide vil ikke udelukke, at Nicklas Bendtner kan blive udtaget til maj, hvor 'alle er aktuelle'.

Sidst Nicklas Bendtner spillede for det danske landshold var mod Sverige den 17. november 2015. En kamp, der endte 2-2. I alt har den danske angriber, der fik debut på A-holdet i 2006, spillet 74 kampe i den rød-hvide trøje, og han har scoret 29 mål.