Julen nærmer sig med hastige skridt. På Arsenals hjemmebane, Emirates, dukkede Saint Nicklas onsdag pludselig op. Han havde til alles store overraskelse mål med i posen.

Nicklas Bendtner skulle kun bruge to minutter på banen, inden han steg til vejrs og satte panden på læderet og gjorde det til 1-0 i Premier League-kampen mod Hull. Et mål, der dagen derpå har kastet Bendtner på forsiden af de engelske medier.

The Guardian noterede sig, at Bendtner vendte tilbage med stil, da han scorede sit første mål for Arsenal i Premier League i tre år. Daily Telegraph kalder Bendtner for logikken i Arsene Wengers galskab og skriver videre, at Bendtner måske ikke er det, de lige står og mangler i Real Madrid eller Barcelona, men derimod præcis hvad Arsenal manglede en iskold onsdag aften mod Hull.

Skysports belønner Bendtner med karakteren 8. En karakter, der kun bliver overgået af kampens anden målscorer Mezut Özil, der belønnes med et 9 tal samt Man of the Match-prædikatet. Samtidig stiller Sky det retoriske spørgsmål: Kan Bendtner mon på lang sigt være back-up for Olivier Giroud?

Lidt mere nærige med karaktererne og lovprisningerne er de hos goal.com, hvor de "kun" kaster tre ud af fem stjerner efter den danske landsholdsangriber. Bendtner får dog også et par positive ord med på vejen:

- Åbnede scoringen inden for to minutter med et hårdt hovedstød fra tæt hold. Havde yderligere to store chancer for at score, men en dårlig førsteberøring og en god redning af Hulls målmand forhindrede danskeren i at fordoble sin scoring.

Hull træner og Bendtners tidligere arbejdsgiver Steve Bruce, der havde Bendtner under sine vinger, da han var udlejet til hhv. Birmingham og Sunderland, sagde efter kæmpen, at det var skæbnens ironi, at netop Arsenals "fortabte søn" pludselig var tilbage i rollen som målscorer.

- Han har gjort det rigtig godt for mig, to gange. Han besidder store kvaliteter, og på en aften som denne minder han os alle om det, sagde Steve Bruce efter kampen.

På søndag har Bendtner mulighed for at bombe igen, når Arsenal hjemme tager imod Everton