Det har vakt undren, at Nicklas Bendtner den seneste tid har opholdt sig i Danmark, hvor han har genoptrænet efter en skade langt væk fra Arsenals træningsfaciliteter.
Bendtner har haft travlt med at udgive billeder af sig selv til diverse arrangementer i København de seneste uger, og angriberen har været indlogeret på Hotel d’Angleterre sammen med kæresten Julie Zangenberg.
Det lugtede af, at Arsenal havde bedt angriberen om at holde sig væk, indtil kontrakten udløber om få måneder.
Men så kontant har meldingen ikke været, forsikrer Arsenal-manager Arsène Wenger.
- Nicklas har haft en forstrækning, og han har med tilladelse fra os genoptrænet i Danmark. Jeg forventer, at han er her igen i næste uge, sagde Wenger i går til The Guardian-journalist David Hytner.
Men Nicklas Bendtner skal ikke forvente en varm velkomst, når han mandag returnerer til London. Han får ganske vist lov til at træne med Arsenals førsteholdstrup, men det er slut med spilletid i Arsenals resterende program.
Nicklas Bendtners seneste episode i nattelivet med trusler til en taxachauffør, som blev afsløret i BT, var sidste dråbe i bægeret.
Det vurderer den tidligere Arsenal-angriber Ian Wright over for The Guardian.
- Jeg synes, at Wenger har gjort det meget klart, at Bendtner ikke kommer til at spille en rolle fremover i Arsenal. Han var meget vred over episoden med taxaen, og at Bendtner var taget til Danmark uden tilladelse. Der hørte tålmodigheden op, siger Ian Wright.
- Der er ingen fremtid i Bendtner, som er færdig i klubben i næste måned, og han er heller ikke ligefrem løsningen på Arsenals offensive problemer, så jeg har svært ved at se ham få mere spilletid, lyder det fra Arsenal-legenden.
Arsène Wenger har også Olivier Giroud, Lukas Podolski og Yaya Sanogo til at dække angrebspladserne på banen og bænken op til FA Cup-kampen mod Wigan i weekenden og de resterende fem Premier League-kampe. Så selv om Bendtner i går meldte sig klar igen og stærk som en okse på en video på Instagram, så må han vente med spilletid til næste sæson i en ny klub.