(BT I NOTTINGHAM) Nicklas Bendtner har fået en ny start i Nottingham, hvor han allerede nu har begejstret fansene. BT har mødt ham i de nye omgivelser i England.

Rummet er koldt. Nogen har glemt at tænde for varmen, men det kan ikke kølne det store smil. Humøret er højere, end det længe har været. Nu gør han igen det, han allerhelst vil, fortæller han. Han joker, forklarer og beretter længe om fortiden, fremtiden og nuet. For lige nu, siger han, er han ret glad.

Et par timer tidligere render han rundt på træningsanlægget på klubbens akademi ved Wilford Lane. Det er placeret blandt et udpluk af byens knap 300.000 indbyggere, men de fleste af naboerne til anlægget virker lidt ligeglade ved lyden af fodbolde, der rammes. Lyden af fløjter, grin og råb i ny og næ. Her en gråvejrsdag i september skal der mere til at imponere.

For rammerne er ydmyge. I hvert fald, hvis man hedder Nicklas Bendtner, er 28 år gammel og tidligere har spillet blandt de bedste hos Arsenal, Juventus og Wolfsburg.

Træningen foregår i fornuftigt tempo, mens han banker et par kasser i nettet. Lidt ligesom i gamle dage. Det er her, at dansk fodbolds største stjerne har sin nye hverdag.

I udkanten af det centrale Nottingham i midten af England. I den næstebedste engelske række som spiller for Nottingham Forest. Som en af de sidste spillere forlader Bendtner anlægget efter endt træning. Vinker pænt, hilser, men kører videre.

Rummet, der tro mod klubbens rødder hedder Robin Hood-loungen, er stadig koldt. Men det påvirker ikke danskeren. Han er kørt direkte fra træning til pressemøde på Nottinghams hjemmebane City Ground. Her sidder en håndfuld journalister rundt om et bord. Midt i det hele sidder Nicklas Bendtner med grå sweatpants og tilhørende trøje. Han holder både varmen og hof.

En ny start

Det er næsten et halvt år siden, han blev løst fra sin kontrakt i Wolfsburg, efter samarbejdet røg ud på et sidespor.

»Det, tror jeg, begge parter var tilfredse med«, som han selv formulerer det.

Manden, der engang udtalte i pressen, at han ville blive verdens bedste angriber, fortryder ikke. Det var en ægte følelse, forklarer han.

Alle har jo ambitioner, men det kom måske lidt for tidligt. For udtalelsen har hjemsøgt ham hver gang, det er gået galt for ham som spiller og som privatperson.

Han har selv brugt ordene ’en ny start’ om skiftet til Nottingham Forest. På sin Instagram-profil skrev han ’the re-boot is on’ (genrejsningen er i gang, red.) ‘the Lord is dead (Lord’en er død, red.)’.

»Jeg har stadig ambitioner. Alting er ikke gået præcist, som jeg ville have det til, men det er en del af livet. Det er en del af at vokse. En del af fodbold. Der er mange ting, der spiller ind. Træneren, skader, holdkammeraterne. Det er en læringskurve, og man må være til stede dér, hvor man er i livet. Nu er jeg her. Og jeg vil gerne reboot’e og komme tilbage til at spille. Fodbold gør mig glad. Uanset hvilket niveau det er på. Jeg tror, jeg kommer til at spille fodbold hele mit liv. Lige nu og her i mit liv er det det rigtige,« siger han og fortsætter:

»Der er nogle ting, jeg gerne vil ændre, hvis jeg kunne på og uden for banen. Men det er lidt for personligt at snakke om lige nu.«

Kan du uddybe, spørger en af de engelske journalister.

»Nej, ikke rigtigt. Det er for tæt på kroppen, min ven,« smiler Bendtner.

Og det gør han ret meget. Smiler. Fra tid til anden slår han også over i en lille anekdote. Han snakker om sin søn. Ham tilbragte han søndagen med.

Sønnen elsker faktisk også fodbold, siger han. Kender I Westfield-shoppingcenteret, spørger han? Det i London? Nå, lige meget, men det er i hvert fald meget pænt, fortæller han. Lidt ligesom et Dubai-storcenter. De har en stor legeplads for børn.

Men man kunne ikke spille fodbold. Og så ville sønnen ikke af sted. Derfor tog de i biografen. Og sønnike? Han faldt i søvn, griner Bendtner. Det er nok ikke sådan, de fleste tænker på Bendtner. Som far til sin søn. Ligesom mange andre mænd. I hvert fald ikke når man tidligere har været involveret i spritkørsel, biluheld og utallige skriverier i alverdens medier.

Mediernes magt

»Det er ikke op til mig at beskrive mig selv. Men jeg tror, at opfattelsen af mig har været, at jeg har gjort nogle dumme ting uden for banen, som der er blevet skrevet om. Men I har aldrig set mig give et interview, hvor jeg prøver at forklare mig selv. Hvor jeg græder over situationen, jeg er i. Det har altid været op til folk selv at lave deres vurdering. Jeg føler ikke, jeg skal gå ud og sige ’Undskyld, det er ikke den person, jeg er’. Det burde være fodbolden, der er det vigtigste. Ikke alt det andet. Vi laver alle fejl. Og jeg er sikker på, at I har gjort mange ting, som hvis jeg fangede det på kamera, ville I sige det samme. For mig er det vigtigst at blive bedømt på banen,« siger han.

Han betegner sig selv som værende klogere end tidligere. Ikke mere ydmyg, som en af de andre journalister spørger, om han er blevet.

Du er en person, der tiltrækker meget opmærksomhed. Er du nogensinde blevet påvirket af alle skriverierne og alt det udenom?
»Nej, faktisk ikke. Jeg tror stadig på de samme ting, jeg har troet på. Jeg havde en samtale med en ven omkring det her, hvor han sagde, at hvis du er ude på en bar med din kæreste, og en fyr tager fat i hende. Hvad ville du så gøre? Du ville bede ham lade være. Hvis han så vil slås med dig, har du ikke rigtig noget valg. Forstår du, hvad jeg mener? Du er involveret. Næste dag vil der så stå i avisen, at jeg var i slåskamp. Det står ikke noget om historien bag. Alle er ligeglade med historien bag, for de stiller ikke de rigtige spørgsmål. Jeg har aldrig set en fyr blive interviewet om, hvad der egentlig skete. Jeg vil stadig forblive mig selv og tro mod mine principper. Og hvis medierne vil skrive det forkert, har jeg ingen indflydelse. I har så meget magt, og I kan bestemme lige præcis, hvilken historie I skriver, og hvordan I vil portrættere personen. Jeg kan kun tro på mig selv, og at det, jeg har gjort, er det rigtige. Men jeg siger ikke, at jeg ikke har begået fejl. For det har jeg. Jeg snakker bare generelt.«

Når du siger, du er blevet klogere, tænker du så på at undgå situationer, hvor du mener, det kan blive misforstået?
»Nej, du bliver nødt til at leve livet, som du gerne vil det. Jeg er professionel fodboldspiller. Der er visse ting, jeg kan gøre. Og der er visse ting, jeg ikke kan gøre. Det kommer ikke til at forhindre mig i at nyde mit liv. Og det, jeg nyder allermest, er at spille fodbold. Det gør jeg de fleste dage, og når jeg har nogle dage fri, kan jeg godt lide at tilbringe dem med mine venner og familie,« siger han.

Nu er det så op til ham selv at færdiggøre fortællingen om Nicklas Bendtner. Det forspildte talent eller den hjemvendte søn? Selv håber han på, at han kan skrive et eventyr her i Nottingham.

»For at være helt ærlig er jeg et sted lige nu, hvor jeg er ret glad. Jeg får lov til at spille fodbold. Jeg har stadig tid til at opnå det, jeg gerne vil. Jeg har stadig tid til at bevise det, jeg skal. Det håber jeg bare kommer, så jeg kan sidde her igen om ti år og have et par trofæer i skabet, og at det hele har været en god historie.«