Nicklas Bendtner fortæller, han gerne vil spille 10 år mere på topplan, men han mener ikke vejen nødvendigvis går via salat og vand.
Bendtner er ved at falde på plads i de nye omgivelser i Nottingham Forest, hvor danskeren håber, han kan kickstarte karrieren.
Indtil videre er det gået efter planen. Bendtner fik – efter to korte indhop i ligaen – sin første kamp fra start mod Arsenal tirsdag, hvor han spillede 80 minutter i 0-4-nederlaget i ligacuppen.
BT var i Nottingham for at blandt andet snakke med Bendtner i ugens løb, og her gav angriberen udtryk for, at ambitioner stadig er store på trods af, at tilværelsen nu befinder sig i den næstbedste engelske række.
For godt nok siger dåbsattesten, at Bendtner er 28 år gammel, men det forhindrer ham dog ikke i at drømme om at være med på fodboldbanen i de næste ti år. Med et par trofæer i banken.
»Jeg ved faktisk ikke, om jeg tror på det. Jeg har set spillere drikke og ryge, men de kunne stadig løbe 50 kilometer hver dag. Jeg har trænet med folk, der har været 35-36 år, hvor man ville tro, at det ikke kunne lade sig gøre, men de gjorde det alligevel. Og så har jeg mødt folk, der lever af salat og vand, og de er færdige som 32-årige,« siger Bendtner og tilføjer sin egen overbevisning om, hvordan man kan blive længe i jobbet som fodboldspiller:
»Jeg tror, at det i bund og grund handler om, hvordan du har det. Det handler om, du føler dig glad og positiv. Og selvfølgelig om, hvad din krop kan klare. Det handler også om at tilpasse sig. Man har set spillere, der har været skadet, men så har tilpasset deres spil til noget nyt. Nogle siger, at man peaker, når man er 26-28 år, men nu spiller folk stadig, når de er 33-34 år, hvor de stadig gør det godt i Bundesligaen, Serie A og i Premier League. Det er muligt.«
