Tik tak. Der er kærlighed i luften i Trondheim. Bendtner passer perfekt ind i Rosenborg og deres spillesystem, mener ekspert og tidligere Rosenborg-spiller.

Tiden stoppede for et kort øjeblik søndag aften omkring kl. 21.20, da en høj bold svævede over græstæppet på Lerkendal i Trondheim. Som et varmesøgende missil strøg det runde stykke læder afsted mod sit indstillede mål, og dét mål stod ved bageste stolpe. Op sprang Nicklas Bendtner, satte pandebrasken på bolden, og så tikkede tiden igen. Den perfekte debut var en realitet.

Rosenborg og Bendtners første date var altså særdeles vellykket, men hvad med nummer to, tre og ti? Det er svært at spå om, men hvis man spørger Lyngby-træner David Nielsen, der har en fortid som træner i den norske Strømsgodset, kan kærligheden meget vel blomstre mellem de to turtelduer. Forudsætninger er der i hvert fald:

»Søndagens kamp viste mig, at Bendtner er den allerbedste til at gøre lige præcis det, som Rosenborg har behov for på angrebspladsen lige nu. Alle hans styrker kommer frem på den bedst mulige måde, så det er en god karrierebeslutning. Der er slet ikke nogen tvivl om, at Bendtner er prototypen på den angriber, som de vil og skal have,« siger David Nielsen.

Der var knas i forholdet i både Wolfsburg og Nottingham, men i det norske er der store forventninger til, at Bendtner igen finder melodien på det grønne græstæppe. Det kunne i hvert fald tydeligt ses på de reaktioner, som Bendtners 1-0 mål mod Odd afstedkom;

»Det var ikke Rosenborg, der slog Odd, det var Nicklas Bendtner,« skrev den norske avis Dagbladet, mens avisen Adressa også have svært ved skjule deres begejstring over Eliteseriens nye darling:

»56 minutters trøsteløst Rosenborg-spil blev effektivt stoppet af Trondheims nye jarl. Han headede bolden overlegent ind, og selv om han var forholdsvist presset, var det som om, at han stod alene«,« skrev avisen.

{embedded type="node/webtv_link" id="51292952"}

Og det er sandsynligvis ikke den sidste gang, at vi ser Bendtner på den famøse bageste stolpe. Sagen er nemlig den, at Trondheim-klubben spiller med meget faste mønstre, og at det blandt andet består i en masse indlæg mod den bageste stolpe, hvilket danske Christian Gytkjær kan skrive under på. Han var frontangriber hos Rosenborg sidste sæson, hvor han imponerede med 19 mål og topscorertitlen:

»Jeg synes, at han passer godt ind, og jeg er sikker på, at han nok skal lave mange mål. Det er en god og sund klub, der har en god kultur, og jeg har kun positive ting at sige om Rosenborg. Som forreste mand skal man være en god boksspiller, for man er ikke lige så meget med i det opbyggende spil. Man skal ligge og snuse på tingene i boksen, hvor der kommer mange indlæg ind, og de ender altså tit på bageste stolpe, hvor Bendtner også scorede i går,« siger angriberen, der nu slår sine folder i 1860 München, hvor han har scoret et enkelt mål i otte kampe.

Og netop en god boksspiller, må man sige, at Bendtner er. Med sine 194 cm er han en konstant trussel i luftrummet, og det er da også især de øverste 20 cm, som Bendtner skal brillere med, hvis man spørger David Nielsen:

»En verdensklasse-spiller som Lewandowski ville eksempelvis være for god på fødderne til Rosenborg, for de bruger ikke angribernes fødder. Bendtner er måske også lidt for stærk på det punkt, men det er faktisk også dér, hvor jeg tror, at Bendtner kan udvikle Rosenborgs spil. Hvis de skal have succes i Europa, så kan de ikke spille uden om angriberne i alle spillets faser. Det er deres store svaghed, for det er nemt at forudse, hvor bolden ryger hen,« siger David Nielsen.

Lykkedes det Bendtner og Rosenborg at bygge en ekstra dimension på spillet, kan den norske topklub blive et særdeles stærkt hold i Europa. Så stærkt, at David Nielsen ville se det som en lige kamp, hvis FC København og Rosenborg skulle krydse klinger i en europæisk kamp.

Om det bliver tilfældet, må tiden vise, men noget tyder på, at norsk fodbold har fået sig en vaskeægte kærlighedshistorie. Det er også de meldinger, som Christian Gytkjær får fra sine gamle holdkammerater:

»Jeg har snakket med nogle af de andre, og de siger, at han ser god ud til træning, og at han har snakket meget med Mike Jensen,« siger han.