Den danske landsholdsangriber fik fem minutter på banen, da Wolfsburg skuffende måtte nøjes med 1-1 mod oprykkerne fra Paderborn.
Der er kamp om angrebspladserne hos Wolfsburg, hvor Nicklas Bendtner har måttet finde sig i en tjans som marginalspiller.
Der skulle da også gå 85 minutter af hjemmekampen mod Paderborn, før træner Dieter Hecking fik vejet og fundet danskeren værdig til en indskiftning i en af de kampe, som per definition skal vindes.
Til trods for, at Wolfsburg indtil da havde brændt et straffespark og med 1-1 på måltavlen generelt været skuffende mod et af ligaens dårligste udebanehold, fik Bendtner kun meget kort tid til at gøre sine hoser omtrent så grønne som klubtrøjen.
Imens danskeren fandt sin plads i front, kunne publikum og tv-seere så muntre sig med at se, hvordan angrebskollega Bas Dost i arrigskab sparkede løs til alt omkringstående løsøre, inden han demonstrativt hovedrystende slog sig ned i udskiftningsboksen for at se sin danske rival i aktion.
Nicklas Bendtner kunne trods de svære betingelser være blevet dagens helt, hvis det i overtiden var lykkedes at styre et indlæg ind ved nærmeste stolpe, men Paderborns målmand Lukas Kruse fik pareret forsøget, og dermed fusede kampen ud i en uforløst gang uafgjort.
Trods skuffelsen over to tabte point kan Wolfsburg stadig glæde sig over en andenplads i Bundesligaen.