Craig Bellamy er aktuel med sin kommende biografi "GoodFella". Og heri giver waliseren blandt andet sin version af, hvad der skete, da han i 2007 gik til angreb med en golfkølle på nordmanden John Arne Riise, som han konsekvent omtaler som "Ginger" på grund af dennes røde hår.
Han begynder med den følgende beskrivelse af den norske forsvarsspiller, som han spillede sammen med i Liverpool.
- Ginger var en fin nok fyr. Han var en smule barnlig og havde et sindssygt konkurrenceinstinkt. Hvis der var en konkurrence om at ramme overliggeren, så var han totalt opsat på at han SKULLE vinde.
Og den famøse golfkølle-episode har selvfølgelig også fået en plads i Bellamys bog. Liverpool-manager Rafa Benitez havde taget holdet med til Algarve i Portugal forud for Champions League kampen mod Barcelona i februar 2007.
- Vi var i byen, og jeg opfordrede Riise til, at han skulle synge en sang på karaoke. Det nægtede Riise, men jeg blev ved med at plage, og til sidst blev han rasende:
- Han stod op og begyndte at råbe: Jeg synger ikke og jeg har fået nok af at du bliver ved med at plage om det.
Derefter forlod Riise baren, men Bellamy kunne ikke lade sagen ligge
- Som aftenen gik, og jeg fik mere at drikke, begyndte det at genere mig. Dengang vidste jeg ikke, hvordan man styrer sine følelser og jeg kunne ikke klare, hvis nogen ikke viste mig respekt foran de andre spillere. Samtidig blev det endnu værre, når jeg drak. Jeg kunne simpelthen ikke styre det.
Da Bellamy kom tilbage til sin hotellejlighed, fandt han en golfkølle. Ifølge Bellamy var der et otte jern. Og ikke en putter, selvom han efterfølgende fik tilnavnet "the nutter with the putter"
Bellamy væltede dernæst ind på Riises værelse og tændte lyset. Selv beskriver Bellamy hændelsen således:
- Han lå med ansigtet væk fra mig og dækkede sine øjne med hænderne, fordi lyset netop var blevet tændt. Jeg ramte ham lige over røven med golfkøllen.
- Ginger gik i panik. Han krøllede sammen som en bold under sit lagen. "Hvis du nogensinde taler sådan til mig foran folk igen, så krøller jeg min kølle rundt omkring dit hoved, råbte jeg ".
Situationen endte med at Benitez dukkede op og fik sendt Bellamy i seng. Og den dag i dag skammer Bellamy sig over, hvad han gjorde dengang for syv år siden.
- Nu, hvor jeg ser tilbage, skammer jeg mig. Det var patetisk. Det var dumhed på højeste niveau.
Kampen mod Barcelona på Camp Nou et par dage senere? Den vandt Liverpool 2-1. Målscorerne var Craig Bellamy og John Arne Riise. Riises vindermål blev endda sat ind via assist fra Bellamy.