Har du kendskab til sager om hullede veje i København, så kontakt journalist Thomas Ambrosius på tham@bt.dk.
Vejene i Københavns Kommune er hullede som en si. Hver eneste dag modtager kommunen indberetninger om farefulde huller i asfalten fra bekymrede borgere.
Alene i 2017 modtog kommunen via hjemmesiden Givetpraj.kk.dk 3.047 indberetninger om huller, revner mv. i kommunens veje. Mønsteret gentager sig i år. Fra 1. januar til den 14. maj har kommunen modtaget hele 1.268 henvendelser - svarende til 11,9 henvendelser om dagen. Østerbrogade er højdespringer i år med 51 borger-henvendelser. Nørrebrogade er nummer to med 29 indberetninger. Det viser tal, som Københavns Kommune har trukket for BT.
De mange henvendelser kommer ikke bag på Dennis Lange, juridisk konsulent i FDM (Forenede Danske Motorejere).
»Det er et højt, men desværre ikke overraskende tal. Man skal ikke køre mange kilometer på de københavnske veje for at konstatere, at der er rigtig mange huller. Vi får jævnligt henvendelser fra vores medlemmer om, at de er utilfredse med den generelle vedligeholdelse af vejene i Københavns Kommune,« siger Dennis Lange og tilføjer:
»Men det er jo godt, at borgerne hjælper kommunen med at melde de her ting ind. Men så må man også have en forventning om, at kommunen - med de midler, de har - så også rent faktisk gør noget ved det.«
Har du kendskab til sager om hullede veje i København, så kontakt journalist Thomas Ambrosius på tham@bt.dk.
Kortet viser antal borger-henvendelser om hullede veje i Københavns Kommune i perioden 1. januar 2018 - 15. maj 2018. Vejstrækninger med 10 eller flere borger-henvendelser er markeret påp kortet. Klik på bil-ikonerne for at se det specifikke antal borger-henvendelser på de markerede veje og gader.
Københavns Kommune reagerer ‘normalt’ hurtigt på borgernes indberetninger om huller i vejene, forsikrer centerchef i teknik- og miljøforvaltningen Jane Snog.
»Vi er glade for borgernes praj, fordi borgerne kan gøre os opmærksom på huller, som er opstået over kort tid (huller som kan opstå mellem kommunens egne planlagte vejtilsyn, red.). Når der er tale om store huller, hvor nogen risikerer at komme til skade, reagerer vi normalt meget hurtigt, dvs. samme dag eller dagen efter indberetningen. Enten bliver hullet lappet med det samme eller afskærmet,« siger hun og tilføjer, at mindre huller, der ikke er farlige for trafiksikkerheden, bliver samlet sammen og udbedret i løbet af nogle uger.
Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) lægger ikke skjul på, at mange veje i Københavns Kommune er hullede og nedslidte, da vejene gennem mange år ikke er blevet lappet og genoprettet i samme takt, som de er blevet slidt ned.
»Det er godt, at der er flere, der bruger Givetpraj.kk.dk, men der er også en grænse for, hvor mange af hullerne, der kan blive genoprettet med det samme. Forvaltningen har de penge, den får tildelt i budgetforhandlingerne, og forvaltningen må ikke gå ud at lappe flere huller, end der er penge til. Lovmæssigt må vi ikke gå ud over vores anlægsramme (som fastsættes samlet for alle kommuner under ét i kommunernes økonomiaftaler med regeringen, red.).«
Borgernes registrering af hullede veje på Givetpraj.kk.dk kan være afgørende for udfaldet af erstatningssager, hvor borgere er kommet til skade eller har fået skader på deres deres bil eller andre ting efter et møde med et vejhul, siger Dennis Lange:
»Med registreringen på Givetpraj.kk.dk er hullet dokumenteret på et specifikt tidspunkt. Hvis man under en retssag kan påvise, at kommunen har været klar over, at der var et hul i vejen, men kommunen har valgt ikke at udbedre det, og det så fører til en skade, så står man som borger bedre i en erstatningssag.«
En kommune er som udgangspunkt ikke erstatningsansvarlig, hvis den har ført et rimeligt tilsyn med sine veje. I en erstatningssag er det derfor afgørende, at den skadelidte kan føre bevis for, at kommunen ikke har udført et tilstrækkeligt tilsyn eller har undladt at reparere trafikfarlige huller, som kommunen havde viden om eller burde vide skulle udbedres.
Har du kendskab til lignende sager om hullede veje i København, så kontakt journalist Thomas Ambrosius på tham@bt.dk.