Rasmus Walter er midt i livet og midt i en turné, men den 39-årige sanger kunne lige så godt have stået ved en høvlebænk i Rødovre

Efter 15 år på den danske rockscene gør Rasmus Walter, 39, status. Han er midt i livet og midt i en turné, der følger efter albummet ’Himmelflugt’. Om et par måneder skal han giftes med stylisten Barbara Gullstein, med hvem han har en datter på snart ét år og en søn på fire.

De første ti år var Walter frontmand i bandet Grand Avenue, men han skulle først få sit gennembrud som solist, især med singlerne ’Dybt vand’ og ’Endeløst’ – og igen som medvirkende i ’Toppen af poppen’.

»Det går rigtig godt. Jeg kan ikke tillade mig at klage,« siger han. Og tilføjer:

»Især fordi jeg kan optræde solo med min guitar.«

Efter en lærerig, men også turbulent periode med store drømme og bristede illusioner med Grand Avenue, var der ellers ikke meget, der tydede på, at Walter skulle fortsætte som musiker.

»Da vi besluttede at stoppe med Grand Avenue, var jeg et sekund fra at begynde på snedkerskolen i Rødovre. Det var en gammel drøm at arbejde med træ. At jeg fortsatte som solist, var fra begyndelsen mest et eksperiment, der skulle vise, om jeg kunne optræde, uden at det blev latterligt og corny. Meningen var, at jeg ville prøve en anden side af – bygge møbler. Jeg troede, at jeg skulle sælge 200 eksemplarer.«

’Puslespil med to små børn’

Men musikken er, som han siger, blevet fast arbejde. Og livet er, som for tusinder af andre på vej mod 40, blevet et puslespil. Med to små børn og en kone, der ligesom Rasmus er sin egen chef, er der rigelig tat se til.

»Jeg har to små børn, så det er ikke så vildt mere som i gamle dage, hvor en koncert altid endte med, at turbussen satte os af ved Vega, og så gik man videre derfra ud i byen,« siger Walter.

Artiklen fortsætter under billedet

»Der er en masse logistik, når man har små børn. Som selvstændig har min kæreste jo også skiftende arbejdstider. Nogle gange har jeg lidt dårlig samvittighed. Min kæreste er sød nok til ikke at fylde mig med bebrejdelser, det kommer nok mere fra mig selv. Min søn er blevet så gammel, at han kan mærke, at far mangler. Fordelen ved at være sin egen chef er, at man så har mange dage sammen med børnene. Mit liv i dag er musik og familie,« siger Rasmus Walter.

Bryllup til maj

Der er ikke så meget plads til venner og sociale aktiviteter, som der var en gang.

»Jeg skal giftes til maj. Nogle af de mennesker, jeg har inviteret til brylluppet, har jeg ikke set i mange år. Jeg har spurgt mig selv, om de overhovedet gider komme, ha-ha. Har de glemt mig?,« siger Walter, der som han selv formulerer det, tager gæsterne som gidsler over en weekend på Samsø.

Selv om det går godt for Rasmus Walter, gør han sig mange tanker om den branche, han har valgt at arbejde i. Det er ingen hemmelighed, at pladesalget er mere eller mindre dødt. Der er ikke mange penge i streaming. Ikke for kunstnerne.

Artiklen fortsætter under billedet

»Giver det overhovedet mening at lave musik, sådan som branchen ser ud lige nu? Kommer jeg nogensinde til at indspille et album igen? Skal jeg prøve at indspille på engelsk igen som solist? Det er ligesom det, jeg mangler,« siger Walter med endnu et grin

»Da jeg var meget ung, definerede tv-programmet ’Eleva2ren’, hvilken musik vi talte om i skolen den næste uges tid. Groft sagt var det pladeselskabscheferne, der bestemte, hvad man skulle høre. Sådan er det jo langt- fra i dag. Der er et hav af platforme. Det bliver endnu mere fragmenteret i fremtiden, hvor den traditionelle radio forsvinder. Du kan se YouTube i dag definere de største hit, du kan have din egen Bruce Springsteen-playliste og være fuldstændig ligeglad med, hvad radioen spiller. (Ja!, red.) Det er, siger jeg, ikke negativt. Det fantastiske er, at det er blevet meget lettere at udsende sin musik,« siger Rasmus Walter.

Ender altid i det blå hjørne

Men selv om han kan være i tvivl om både sin egen og sin branches fremtidsmuligheder, er han sikker på, at han har fundet sin niche. Og et loyalt publikum, der er vokset op med ham og hans musik.

»Jeg ville elske at lave en plade, der lyder som The War On Drugs eller Black Crowes’. Deres andet album, ’The Southern Harmony and Musical Companion’ er en af mine yndlingsplader. Jeg snakkede engang med Mads Langer om det paradoksale i, at den musik, vi selv spiller, ikke er noget, vi ellers ville lytte til. Men jeg har besluttet, at den musik, jeg skriver, nok er det mest ærlige Rasmus Walter. Jeg tror, jeg har stemme, en tone.

Da jeg var med i ’Toppen af poppen’, fik Wafande ’Endeløst’ til at lyde som den fedeste fest. Det har jeg bare ikke i mig,« siger Rasmus Walter og tilføjer med endnu et grin:

»Jeg kan sætte mig ned med det formål at skrive den gladeste sang, men jeg skal nok få den trukket over i det blå hjørne, før jeg er færdig.«