James Lee DiMaggio - der også er kendt som ‘Onkel Jim’ - er blevet skudt og dræbt af politiet, da ordensmagten forsøgte at pågribe ham i et gigantisk naturreservat i USA. Den 16-årige Hannah, der også har været forsvundet i en uges tid, blev ved aktionen blevet fundet i live. Hun er ikke fysisk skadet. Det skriver flere medier, herunder norske VG.

Den 40-årige James Lee DiMaggio har været jaget vildt, efter ligene af den 44-årige Christina Andersson og hendes otte-årige søn, Ethan, for en uge siden blev fundet i et nedbrændt hus i San Diego, i delstaten Californien.

Mere end 150 politifolk har ledt til fods og til hest i det store naturreservat, hvor ‘Onkel Jim’ altså har gemt sig. Naturreservatet er det næststørste i USA og beskrives som svært fremkommeligt.

Natten til søndag dansk tid kom meldingen, at den formodede drabsmand og kidnapper og teenage-pigen var blevet fundet - og at den 40-årige mand var blevet dræbt under aktionen.

Politiet oplyser, at pigen vil blive afhørt, men at der ikke er noget som tyder på, at hun er medskyldig i drabene på sin egen mor og lillebror, skriver VG.