Rasende brugere skælder ud over rejsesite, der forskelsbehandler efter computermærke.

Det er nemlig netop kommet for en dag, at rejsesitet Orbitz.com, der hjælper rejselystne til at finde den perfekte rejse, det billigste hotel eller den bedste pakkerejse, anbefaler dyrere rejser til Mac brugere end til pc-brugere. Det afslører avisen Wall Street Journal.
 
Barney Harford, der er direktør hos Orbitz.com, siger til CNN, at hotelanbefalingerne er et forsøg på at tilbyde brugerne, det tilbud, som de mest sandsynligt vil gøre brug af.
 
Orbitz.com fører statistik over hvilke kunder, der vælger hvilke rejser og sitets computersystem har noteret sig at kunder, der søger ferierejsen fra en Mac computer typisk vælger dyrere hoteller, end de der foretager søgningen fra en Pc.
 
- Vi har fundet ud af, at Mac brugere er 40 pct mere tilbøjelige end Pc brugere til at booke fire eller femstjernede hoteller. Vores data viser, at Mac brugere i gennemsnit er villige til at bruge 120 kr. mere på et hotel per nat end Pc brugere. Det passer også med det faktum, at Mac brugere typisk er villige til at bruge flere penge på f.eks. dyrere computere, siger Barney Harford til CNN.

Men afsløringen har bragt sindene i kog hos Mac brugere, der blandt andet på Twitter har brokket sig.
 
- At jeg har revet mig med en MacBook, betyder ikke, at jeg ikke gerne vil finde en god pris på hoteller, skriver en.

Mens andre surt konkluderer, at netop fordi de havde brugt flere penge på computer, havde de færre penge til ferier, og derfor endnu mere brug for at et godt tilbud.
 
Orbitz’s konkurrenter, som f.eks. Expedia, Priceline og Travelocity benytter polemikken til at forsikre deres kunder om, at de ikke målretter resultaterne af deres kunders søgninger på samme måde. Mens Barney Harford på sin side har travlt med at forsikre sine kunder om, at Orbitz aldrig kunne finde på at tilbyde det samme hotelværelse dyrere til Mac brugerne end til Pc brugere.
 
Han mener udelukkende, at Orbitz.com’s metoder, skal ses som et forsøg på at levere lidt bedre service end konkurrenternes.
 
- Vores mål er at bruge teknologien til at lære af de millioner, der søger på vores hjemmeside hver dag, hver uge, hver måned, så vi kan gøre forbrugernes oplevelse bedre. Dette er blot et af utallige eksempler på, hvordan vi tilpasser vores site, siger han og pointerer overfor CNN, at kunderne, uanset hvilken computer de sidder ved, altid kan ignorere de anbefalinger, sitet kommer med og søge direkte efter den billigste pris.