Sønderjyskes Tommy Bechmann følte sig snydt for et mål i de sidste minutter, da hans hold på hjemmebane tabte 1-2 til AaB.
Fredag måtte Sønderjyske se sig slået hjemme af AaB, men værternes Tommy Bechmann mente, at hans scoring til 2-2 burde have været anerkendt. I stedet blev den annulleret p.g.a. off-side.
»Jeg føler ikke, der er off-side på det mål. Jeg står lige bag deres mand, da bolden bliver slået, og jeg header den ind,« sagde Tommy Bechmann efter kampen til TV3 Sport 1.
»Reglerne siger, at tvivlen skal komme angriberen til gode, så medmindre linjedommeren ikke er i tvivl, så er den gal,« sagde veteran-angriberen.
I det hele taget var Tommy Bechmann temmelig utilfreds med nederlaget.
»I sidste runde mod AGF var vi heldige med at få point, men i dag er vi uheldige med ikke at få nogen, for AaB får godkendt et mål, hvor der er off-side, og vi får underkendt ét, hvor der ikke er,« sagde Tommy Bechmann med henvisning til AaBs mål til 2-1, hvor der ikke var off-side på målscorer Thomas Enevoldsen, men derimod sandsynligvis nok på Jakob Blåbjerg i opspillet.