Hobro-træneren Jonas Dal er blevet nævnt som en mulig afløser for Glen Riddersholm i FC Midtjylland. Fortiden taler for den unge træner, der hellere end gerne vil takke ja til et cheftrænerjob.
Glen Riddersholms afsked i sidste uge satte spekulationer om FC Midtjyllands fremtidige træner i fuld gang, hvor bookmakeren Bet25 endda har fundet sig nødsaget til at lukke alt spil på én enkelt kandidat.
»Når det lige præcis er FC Midtjylland, tror jeg ikke, det er for tidligt. Jeg kender alt og alle, spillestilen og måden, man vil gøre det på. Jeg kan sammenligne det med dengang, jeg blev cheftræner i Hobro, hvor det – uden yderligere sammenligning – var ligesom at få børn. Man ved aldrig, om man er helt klar til det, men når det så sker, er man der sgu og så lever man op til det ansvar, man står med. Så jeg er helt sikker på, at det ville være det samme i Midtjylland. Jeg har endnu ikke stået over for en udfordring, der har været for stor for mig. Jeg er ikke en type, der siger nej til udfordringer, og jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle gå for mig i Midtjylland, bare fordi det er en større klub end Hobro.«
Jonas Dal har stadig ét år tilbage af kontrakten med Hobro, der løber til sommeren 2016.
