Det var alt sammen såre smukt og sunget med ømhed, sjæl, kærlighed og forbilledlig timing af den gamle crooner. Der er således ikke noget at sige til, at Tom Jones, der fylder 72 år 7. juni, på sit nye album ”Spirit In The Room” følger samme formel og igen har allieret sig med guitarist og producer Ethan Johns.

Endnu en samling sange er blevet sat i bevidst spinkle arrangementer, således at de stort set udelukkende holdes oppe af Jones’ værdige og sjælsølede vokal. Det er i perioder både beåndet og betagende, selv om ”Spirit In The Room” ikke er helt så god og gennemført som forgængeren.

Hvilket skyldes at valget af sange denne gang ikke er helt så sikkert som på ”Praise…”. Selv om Tom Jones skal have ros for modet til at binde an med Leonard Cohens monumentale ”Tower Of Song”, så står den sang altså ikke just og skriger på et country-arrangement, mens hverken Odetta F. Gordons ”Hit Or Miss”, McCartneys ”(I Want To) Come Home” eller Paul Simons ”Love And Blessings” helt virker – simpelthen fordi de er lovlig letbenede i dette selskab.

Og hvilket selskab. For fraset de ovennævnte er ”Spirit In The Room” – som nævnt – et betagende bekendtskab. Det sker, når Tom Jones for alvor træder i karakter - i en forrygende, næsten eksorcistisk, udgave af Blind Willie Johnsons mørkttonede blues ”Soul Of A Man” eller i Tom Waits’ sataniske ”Bad As Me”. Læg dertil en fin version af Richard Thompsons ”Dimming Of The Day”, som Tom Jones næsten hvisker frem, mens vi nærmer os det sublime i albummets bedste numre - de to røgtågede jazz-bluesy perler, Joe Henrys ”All Blues Hail Mary” og Mickey Newburys ”Just Dropped In”.

Sidstnævnte med det guddommelige refræn ”… just dropped in to see what condition my condition was in.”

Well, det lyder sgu’ da, som om formen er helt fin, Tom. Så alt i alt og i GPS-sprog:

-Mr. Jones, you have reached your destination.”

Tom Jones giver koncert i Den Fynske Landsby i Odense 28. juni.

TOM JONES, ”Spirit In The Room”, (Island) ****