Bayern München tog onsdag et vigtigt skridt mod endnu et tysk mesterskab i fodbold.

I Bundesligaen slog de regerende mestre nemlig rækkens nummer to Bayer Leverkusen med 4-1, og dermed rykkede München-klubben fri af forfølgerne i tabellen. Her har Bayern München nu 40 point for 19 kampe mod Leverkusens 37.

Leverkusens nederlag varmede i Hamburger SVs lejr. HSV udnyttede således onsdagen til at komme helt op i haserne på Leverkusen ved at slå Stuttgart ude med 3-1. Thomas Gravesen, der er sædeles stærkt spillende på HSV-mandskabet for tiden, var på banen i samtlige 90 minutter. Ghaneseren Anthony Yeaboah spillede en afgørende rolle i HSVs sejr, da han i løbet af to minutter i begyndelse af anden halvleg nettede to gange. Jochen Endress reducerde kort efter for Stuttgart. Men sejren var og blev HSVs, hvilket iraneren Mehdi Mahdavikia slog fast med scoringen til slutresultatet 3-1 i opgørets sidste minut.

Stig Tøfting og Duisburg kæmper en hård kamp for at komme op over nedrykningstregen i Bundesligaen. Onsdag blev det til tre point til Duisburg, da holdet hjemme slog oprykkerne fra Unterhaching med 2-0. Målene faldt inden for de første tyve minutter og blev sat ind af Tomasz Hajto og Piotr Reiss.

Endnu et af onsdagens hængepartier i Bundesligaen havde dansk deltagelse. Det var i opgøret mellem Wolfsburg og Dortmund, hvor eks-landsholdsspilleren Claus Thomsen var på plads i forsvaret i hele kampen for "folkevogsklubben".

Dermed havde Thomsen sin andel i Wolfburgs 1-0-sejr. Matchvinder for hjemmeholdet blev Jürgen Rische, da han scorede opgørets enlige mål kort før pausen.

/ritzau/