Bayern Münchens ærespræsident Franz Beckenbauer er ekstremt skuffet over holdets nederlag på 1-3 mod Porto i onsdagens Champions League. Fodboldlegenden langer ud efter flere profiler på det, han kalder en mørk aften.

Det er især forsvarsspilleren Dante, der får en tur i 'Der Kaisers' maskine.

»Tja, Dante. Han skal bare stoppe bolden. Var han fra Island eller fra Nordpolen, så ville jeg sige, at han stadig havde sine skistøvler på,« siger Franz Beckenbauer ifølge The Guardian.

Bayern-bossen har da også god grund til at være kritisere spillerne. Onsdag tabte et skadesplaget Bayern München-hold 1-3 på udebane mod Porto i Champions Leaugue-kvartfinalen. En ekstremt dårlig start satte tyskerne bagud med 0-2 allerede efter to minutter. Derfor er det især forsvaret, der bliver kritiseret. Men Franz Beckenbauer kan ikke udpege én eneste spiller, der spillede op til det vanlige niveau.

»Det bliver ikke værre. Jeg så ikke en eneste Bayern-spiller, som viste sin normale form. Det var en mørk aften. Det er ikke unormalt at have en målmand eller en forsvarsspiller, der spiller dårligt. Men i denne kamp 'arbejdede' de alle sammen for at opnå dette resultat,« siger han.

Bayern München-spillerne har dog stadig en chance for at få smilet tilbage hos Bayern-bossen, når Porto kommer på besøg i Tyskland til returopgøret i Champions League-kvartfinalen.