Pep Guardiolas kontrakt med Bayern München udløber til sommer, men klubben er optimistisk i forhold til at holde på den spanske cheftræner.

»Jeg ser helt sikkert optimistisk på, at Pep bliver efter den 30. juni 2016,« siger klubbens direktør, Karl-Heinz Rummenigge til det tyske nyhedsbureau DPA.

Med Pep Guardiola i spidsen har Bayern München vundet mesterskabet i de to seneste år, og holdet ligger også i år på førstepladsen.

»En ting står klart: Vi har et godt hold. Og et godt hold har brug for en god træner. Det havde vi i Jupp Heynckes (Pep Guardiolas forgænger, red), og det har vi også i Pep Guardiola,« siger Karl-Heinz Rummenigge, der mener at mange ting taler for en forlængelse ud over de tre år:

»Træneren er godt tilpas. Han har et godt hold, og München som by trækker også. Der er mange ting, der taler til Bayern Münchens fordel, når Pep Guardiola skal beslutte sig,« siger Bayern-bossen.

Seneste var Pep Guardiola tydeligt imponeret – og kunne næsten ikke tro, hvad han så, da polske Robert Lewandowski scorede hele fem mål på kun ni minutter i tirsdagens topkamp mod Wolfsburg og Nicklas Bendtner.